Penzance, Pirater og Panik

Langs Cornwall’s 400 km kyst ligger der intet mindre end 6000 skibsvrag, og på Wikipedia kan man finde en liste over alle de der er registreret, se List of shipwrecks of Cornwall. Hvor mange af disse der skyldes piraterne fra Penzance er uklart – sikkert er det dog, at man vil ikke på den liste.

Helt så konkret var tankerne ikke i det øjeblik Nanna, efter et par timers motorsejlads, nede fra kahytten spørger: “Skal der stå så meget vand i bunden?“. Det blev startskuddet på nogle minutter, jeg aner ikke om det var 5, 10 eller mere, som ingen ombord har lyst til at gentage.

Vi var sejlet afsted kl. 9 fra Penzance og skulle runde Lands End, som vi havde set fra landsiden dagen før. Målet var Milford Haven i Wales, ca. 1 døgns sejlads væk. Der var meget lidt vind, og den smule der var, var imod os, så første stykke gik for motor, der i øvrigt kølede som den skulle. Ovenpå problemerne på Biscayen blev der holdt godt øje med temperaturen i motorpanelet.

Og ja, der var alt alt for meget vand under dørken (gulvet i kahytten), faktisk var det begyndt at stå op over gulvet. Lidt upræcise beregninger her et par uger efter når frem til et sted mellem 700 og 1000 liter. Der stod noget i forvejen fra mekanikerens arbejde et par dage før, som vi manglede at pumpe ud, men det var tydeligt, at der var væsentlig mere vand i båden nu. I sådan en situation bliver man ramt af panik – medmindre det er noget man har trænet. Søsikkerhedskurset i efteråret var mest forebyggelse, og hvordan man gør, når man bliver nødt til at gå i en redningsflåde. Den her situation ligger et sted imellem, lige der hvor det afgøres om man er købt eller solgt.

Heldigvis lykkedes det at handle rationelt trods panikken. Følgende lyder veltænkt og efter en nøje tilrettelagt plan, men der er tale om rent instinkt, og adrenalin… Først og fremmest gælder det om at lokalisere lækagen. Der blev rodet en del med en søventil i forbindelse med at finde fejlen med kølevandet – er den mon blevet utæt? Jeg åbner ind til motoren, men koblingen til akslen til propellen plasker rundt i vand og gør det svært at se. Er det mon skroggennemføringen af akslen? Et stille håb om at det vil hjælpe at stoppe motoren gør jeg beder om at få den stoppet, men jeg kan stadig ikke se der kommer vand ind.

Der må gang i pumperne. Det er helt vitalt, at vi vil kan pumpe vand ud hurtigere end vi tager det ind. Jeg starter den elektriske lænsepumpe. Hvorfor var den ikke gået i gang af sig selv som den skal? Jeg kan heller ikke høre den kører. Så sætter jeg Nanna og Laura i gang med den manuelle pumpe, og sætter gang i spande nede fra kahytten og op til den der ikke lige knokler på den manuelle pumpe.

Midt i alt det kan jeg konstatere, at June helt af sig selv har sørget for at sætte sejl og sætte kurs tilbage mod Penzance igen – godt tænkt og handlet af førstestyrmanden og gasterne.

Mange tanker er røget gennem hovedet. Hvad kan bruges til en lækage? Vi har træpropper og gummipropper, og noget pasta der også skulle virke ret godt. Hvor længe vil det holde? Og hvorfor fik vi ikke lige skiftet den søventil i vinters…? Gennemgang i hovedet af PAN PAN signalet. Det er det nødkald på VHF’en man anvender, hvor der ikke er livsfare, men hvor man har behov for øjeblikkelig hjælp for ikke at komme i livsfare. Heldigvis har vi både indenfor synsvidde, måske har de pumpeudstyr vi kan få over – eller i værste fald kan de samle os op… Hvor lang tid har vi inden vi risikerer kortslutning i el og dermed den langtrækkende VHF? Skal redningsflåden klargøres så tæt på land, eller er det bedre bare at gå i vandet? osv. osv. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad June, Nanna og Laura har kørende i hovedet, når de ikke på samme måde kan gøre noget.

Efter nogle minutter for fuld tryk på pumper og spande begynder det at ligne, at vi som minimum kan følge med – det er godt, men hvor længe kan vi holde til at arbejde på pumperne – svaret er sikkert, at det vil vi kunne meget længere end vi tror. Nogle få minutter længere, og så tør jeg godt konkludere at vi også kan pumpe vand ud hurtigere end vi tager det ind.

En lettelse strømmer ind omend jeg ikke helt har overblik over situationen endnu. Jeg vil råbe til de andre, at vandstanden er på vej ned og den værste fare overstået. Men jeg finder ikke rigtig ordene, det bliver bare til et “Den synker!“. Det blev ikke helt modtaget som det var planen, og inden jeg får fremstammet “altså vandet, vandstanden…” er katastrofetankerne allerede i fuld gang hos June og pigerne. Men lettelsen spreder sig med præcisionen også til de andre.

Vi dropper spandene og nøjes med pumpen – heldigvis virker den elektriske også. Jeg bruger nu tiden på at finde lækagen og gennemgår alle skroggennemføringer. Jeg finder intet, og tænker at det må hænge sammen med når motoren kører. Vi starter den og så kan jeg se, at udstødningsslangen er hoppet af lyddæmperen, og blot lukker det “brugte” søvand direkte ud i bunden af båden. Ny lettelse – der er altså ikke hul i båden.

Vi vælger at sejle tilbage til Penzance, selv om det sikkert godt kan sættes sammen igen herude. Det vigtigste lige nu er, at alle er trygge ved at sejle videre igen. Pga. tidevand er havnen lukket de næste 8 timer, så vi lægger os ved en bøje udenfor havnen. Her gennemgår jeg det igen, og får sat udstødningslangen godt på lyddæmperen igen, den får endda et ekstra spændbånd.

Herefter følger en rigtig god snak over noget frokost, hvor vi taler ærligt om hvad der skete, hvordan vi reagerede, og om hvorvidt vi er blevet utrygge ved at sejle. Vi aftaler at fejlen var så lille, at det er OK jeg løser det uden hjælp fra mekaniker. Derefter vil vi gennemteste det, og så gælder det om at komme afsted igen, både pga. af vejrvindue, og for at komme op på hesten igen. Til trods for katastrofetanker mm., så var vi ikke på noget tidspunkt i livsfare, heller ikke selv om vi var blevet en af de 6000 både på listen (omend det ville være farligere end at sidde hjemme i sofaen), Men mest af alt fordi vi ikke havde lækage, men blot pumpede vand ind i båden.

Der var dog lige plads til en tanketorsk mere… Testen viste, at der ikke kom vand ind i båden – faktisk var vi tilbage ved problemet med, at der slet ikke blev trukket søvand ind til afkøling, altså samme problem som på Biscayen. Jeg gennemgik det hele – og ringede også hjem til min bror for at høre om han havde nogle ideer – Tonny som hjalp ved Lagos sidste år, slap i år. Jeg testede mange forskellige ting og havde jo lært en del af at se mekanikeren løse problemet. Lige meget hjalp det. Vi måtte altså alligevel i havn og have en mekaniker på. Øv! Jeg satte alt på plads igen og pakkede sammen. Det var stadig et par timer til havnen åbnede, så jeg kunne lige så godt sidde og læse i en pilotbog. Og så slog det mig. Min første mistanke midt i al panikken havde været søventilen, hvor søvandet til køling trækkes ind. Var der ikke noget med, at jeg i adrenalinsuset lukkede den i håb om, at det stoppede en lækage? Meget målrettet gik jeg ned i kahytten og åbnede til motoren. June vidste med det samme hun så mig så målrettet, at nu havde jeg løst det. Og ja – ventilen var lukket…DOH! Men trods alt en noget lettere løsning end at skulle i havn og betale – og sikkert høfligt hånes af – en mekaniker dagen efter.

Nu var vi klar, og ca. samme tid som slusen til havnen åbnede og de andre både omkring os gjorde klar til at sejle i havn, slap vi bøjen og sejlede modsatte vej væk fra havnen og afsted på endnu et forsøg på at komme væk fra piraterne i Penzance. Ligesom i Lagos sidste år lykkedes det fint i andet forsøg. Vi endte med at sejle for motor hele vejen til Milford Haven – en helt udramatisk og måske lidt kedelig tur. Lands End fik vi at se i solnedgangen, hvilket var utrolig flot og imponerende.