Vinterklargøring i smukke omgivelser

“Den lille længst væk og på hovedet”. Det blev rundt regnet mit bidrag til det store arbejde det var at servicere vores spil. Det var noget med, hvordan en af de mange dele, der udgør mekanikken i et spil, skulle vende, og det skulle jeg så huske på. Jeg klarede det, for jeg skrev det ned, men June og Laura kunne nu klare det selv.

Smukke omgivelser, og en anelse koldt
Fire døgn har vi nu været på båden i Carlingford i det nordligste af Irland for at gøre båden klar til vinteren og få den på land. For et år siden sejlede June og jeg båden fra Lagos til Lissabon, (læs om den tur her: Lagos – Lissabon), hvilket skete i sommertøj, i hvert fald om dagen. I år var det i skiundertøj under flere lag tøj. Jeg anvendte 2 sæt, et til om dagen, og et til om natten. Men når vi nu ikke kan få det varme vejr som de sydligere himmelstrøg har budt på, så opvejer de skønne omgivelser nu udemærket for temperaturen. Vi har det alle 3 sådan, at vi gerne tog en uge mere.

Ingen tegn efter orkanen Ophelia
Når man ligger blandt bjergtoppe (det kalder vi det, selv om det absolut ikke er alpetoppe vi taler om), så opfører vinden sig anderledes – det er den forklaring vi er nået frem til, uden den har nogen faglig underbygning. Der kan være helt vindstille nogle minutter, for så pludselig at blæse op med nogle ret hidsige vindstød et tilsvarende antal minutter. Sådan står det så og skifter dagen lang. Vi kender det også fra Danmark når der er fralandsvind, men det her var bare mere ekstremt og konsekvent.

Hvordan det gik for sig under orkanen Ophelias tur op over Irland ugen inden vi skulle herop ved vi ikke præcist. Nu endte den med at tabe noget af pusten, men kostede dog menneskeliv på sin vej over Irland. Vi så intet spor af, at der havde været storm, og der var heller ikke noget at se på Carpe Diem – heldigvis.

Billedet her til højre viser noget af det der var den største bekymring under Ophelias hærgen. Det var nemlig ikke vinden, selv om den kunne have kostet solceller, bimini og sejl, men snarere bølger. Billedet er fra højvande pga. tidevand. Som det ses er der ikke meget mole tilbage, og kigger man længere ud i horisonten kan man se ud til det Irske Hav. Prognoserne om morgenen d. 16. oktober var, at vinden ville gå i sydøst, hvilket både ville presse vand ind i fjorden, med forhøjet vandstand til følge, samtidig med at store bølger fra det irske hav ville nå direkte ind i fjorden. Dette ville ske samtidig med tidevandet nåede sit højeste, og så vil molen ikke være til megen hjælp og bådene få en meget hård medfart i havnen. Heldigvis drejede vinden ikke så meget i sydøst som prognoserne forudså, og alt gik godt. Det var dog med nogen spænding jeg ringede op til havnen tirsdag morgen for at få en status, en god en af slagsen, heldigvis.

Klar til vinteren
På todo-listen i år var der et antal opgaver, der allesammen skulle føre til, at Carpe Diem kom på land som det sidste, og var klar til en vinter i omgivelser som vi kender herhjemme, altså masser af vind, kulde, regn og sne. Irland ligger godt nok et par grader højere end Danmark om vinteren, men det udelukker ingen af faktorerne.

Så i år måtte biminien af, og det betød også solcellerne måtte ned. Hen over vinteren vil vindgeneratoren vedligeholde batterierne. Vi investerede også i en affugter, som kommer til at køre en del hen over vinteren. Den holder fugten nede og temperaturen en anelse oppe. Alle spillene er blevet skilt ad, renset og smurt i spil-fedt igen. Nu drejer og klikker de som en drøm. Motoren har fået skiftet olie og filtre, og efter båden er kommet på land er kølesystemet kørt igennem med ferskvand og til slut en gang frostsikring. Sejlene blev rullet ud og hejst op en dag med stille vejr, så de kunne tørre, hvorefter de blev taget ned og pakket sammen. En tur med silikone på steder vi ved båden er utæt, men som vi ikke når at gøre noget ved før den kommer hjem, blev der også tid til. Kun AIS’en kom vi ikke rigtigt i mål med. Jeg fik testet nogle ting, men nu kommer den med hjem og må testes af leverandøren.

Håbet er også, at masten skal en tur af og have udskiftet ledninger og fald, ja måske endda stagene. Men da mastekranen er i stykker må det vente til foråret. Kranen var sat hen i et hjørne. Jeg håber det blot er skammekrogen og at de ikke har opgivet den helt.

Ny lyn-sightseeing i Dublin
Da vi besøgte Dublin i sommers havde vi ikke meget tid, som det også fremgår her: Snegle, lunder og surfende robotter. Derfor har vi booket os ind i et Bed & Breakfast her i Dublin så vi kan nå at se noget mere. Men det bliver et nyt lyn-visit. Jeg skriver dette på værelset, vi har ikke rigtig orket andet end at smide os på sengene og sysle med lidt forskelligt (læs: Netflix). I morgen satser vi dog på at nå en 3 timer inden vi skal i lufthavnen.

Derefter går den lange nedtælling i gang, da planerne for at tage til båden igen først er i påsken. I mellemtiden er jeg sikker på, at Johnny, Darren og Paddy kigger godt efter hende, og at hun trods alt nyder den flotte plads hun har fået.