Vi skal sejle jorden rundt

Vi skal sejle jorden rundt

6. oktober 2019 Slået fra Af Søren

Det skal råbes ud, så flest muligt hører det”. Du har måske fået dette råd eller måske endda brugt det, hvis du har besluttet dig for noget, som kræver at du er vedholdende og målrettet for at opnå det. Vi vil nu selv bruge det:

Med afgang 4. juli 2020 kl. 12 sejler June, Laura og jeg i Carpe Diem ud på de store oceaner – måske endda hele jorden rundt. Planen er at bruge 3 år på at opleve nogle af de fjerne og eksotiske steder på jorden.

Rute
Ruten ud i Fransk Polonesien. Derfra ved vi endnu ikke hvilken rute vi vælger.

Så, nu er det ude. ”Nå, så det kommer ikke som en overraskelse, siger du…”. Hvis du har læst med her på bloggen har det nok ikke været så svært at se, hvor det bar hen af, siden vi i 2016 købte Carpe Diem i Spanien. Og kender du os personligt ville du også vide det – kun når det er kommet til arbejde og kollegaer har vi været lidt vage i udmeldingen, da det var vigtigt for os, at de rette mennesker (vores ledere) hørte det først. Det er nu kommet på plads.

Og vi går ”all in”. Som du måske ved fra tidligere indlæg her på bloggen, har vi solgt vores hus for at flytte ombord på båden, hvilket har krævet, at vi skaffede os af med langt det meste vi ejer. Båden er dog stadig på værft, så vi bor pt. i en campingvogn på Jakob Jensens Bådeværft for ikke at spilde tid på transport til og fra båden. Læs mere om det i Ramt af eventyr.

Vi kommer nok til at arbejde, til vi dør.

Men hvorfor gør vi det nu? Hvorfor ikke vente til vi bliver pensioneret? Med de levetidsforbedringer der ses, og som forventes for alvor at kunne ses i de kommende år, følger også, at vi skal blive på arbejdsmarkedet længere. Som det ser ud nu skal June og jeg arbejde til vi er ca. 70 år gamle – medmindre vi har midler til at gå på pension lidt før. Jeg læste en artikel på dr.dk, hvoraf det fremgik, at fremtidige generationer med stor sandsynlighed kommer til at arbejde til de dør.

”Men tag det roligt – du kommer på pension på et eller andet tidspunkt. Du skal nok bare indstille dig på, at det bliver midt i dit arbejdsliv. Så kan du for eksempel tage en pause, når du har små børn.”

dr.dk (klik her for artiklen)

Så måske er vi bare ved at tilpasse os til denne noget anderledes måde at betragte et arbejdsliv og seniorliv på – der er ikke tale om 2 på hinanden følgende faser, hvor den første stopper, og den anden tager over. Vi kommer til at blande faserne for at forfølge vores drømme, både karrieremæssigt og i livet generelt, hvis disse overhovedet kan adskilles.

Forfølg dine drømme

Her er noget af det vi drømmer om at se.

Derudover er det at sejle til fjerne steder ikke kun en afslappende ferie. Du er nødt til at være i god form både fysisk og mentalt – i hvert fald til et hvis niveau. Jeg ved, at vi ville fortryde, hvis vi som 70-årige ikke havde fulgt drømmen, og til den tid var kommet i en situation, mentalt eller fysisk, hvor vi ikke ville kunne gøre det. Derfor vil det kræve mere mod af os at vente til vi bliver pensioneret, end det mod der kræves for at sælge vores ejendele og opsige vores gode jobs, for at forfølge drømmen fuldt ud.

Så hvis alt går efter planen smider vi fortøjningerne den 4. juli næste år. Fra før jul 2019 har vi brugt en del kræfter på at ændre vores liv til at være mindre bundet af lån, lønklasser, mm., selv om vi stadig er ved at vænne os til en ny måde at leve på. Fra nu af vil fokus være på helt specifikt at forberede os til at kunne sejle ud på det store eventyr.

Vi har 272 dage til at blive klar, og nedtællingen er i gang.