Vi har krydset Biscayen

“Det minder mig om dengang, at jeg la’ i en ordentlig brandstorm i Biscayen…“, starter Skæg fra Rasmus Klump flere historier fra gyngestolen, uden dog at nå videre inden han falder i søvn – før i tiden med piben i munden, men nu mere politisk korrekt uden pibe. Hvad er det han ikke når at fortælle om Biscayen, for der er stor respekt om dette farvand i Atlanterhavet.

Det handler nu nok bare om, at mange af stormene i Atlanterhavet har retning mod Biscayen, og man derfor kan løbe i noget hårdt vejr, samtidig med nogle store og stejle bølger, hvor dybden går fra 4 km til under 200 m på få sømil. Nu til dags er vejrudsigterne så gode, at det er muligt med stor sandsynlighed at gå fri af det hårde vejr. Vi ankom til A Coruña fredag, og her så der ud til at være et vindue på 4 døgn med den rette vind startende fra søndag, dvs. vi kunne komme afsted i let vind, derefter ride bagpå et blæsevejr, hvor vinden igen ville være let til frisk, så en gang vindstille for motor, og til sidst let til frisk vind til Penzance eller Newlyn i Cornwall. Da andre sejlere også valgte samme vindue, var det jo ganske trygt. Det viste sig ovenikøbet, at vejrprognosen holdt næsten 100% stik og passede rigtig godt på hele turen.

Langturssejlerundervisning på Biscayen
Det var altså ikke hårdtvejrssejlads vi skulle lære på Biscayen – men vi lærte meget af de 4 dage vi brugte til at komme over alligevel. Vi har før hørt langturssejlere fortælle, at der går lige en 3 til 4 dage inden man finder rytmen og roen, og det kommer til at køre som det skal. Hvad rytme vil sige helt præcist anede vi ikke, og heller ikke hvordan det er op til den indfinder sig. Det var nok det vigtigste vi tog med fra Biscayen. Måden vi blev undervist på var følgende:

1. Man starter med at fjerne noget appetit ved hjælp af bølger og manglende søben efter et par dage i havn, samt lidt spænding over hvad der mon venter.
2. Dernæst tilsættes lidt urolige vindforhold på kanten af vejrskiftet, der kræver opmærksomhed og dermed mindre søvn hen over natten. Også fysisk skal der arbejdes så trætheden rigtig sættes ind.
3. Tidlig morgen efter anden nat sætter man motoren ud af spil. Vinden forsvandt og vi startede motoren, men efter 10 minutter konstaterede vi at den var alt for varm. Der kom ikke noget kølevand gennem systemet.
4. Så krydres der med små ting som at sejlstoppet falder af, vi kan ikke længere sætte genoaen, der trods alt er største sejl, mm., da rullesystemet låser i flere omgange.

På dette tidspunkt, sulten men uden appetit, træt og usikker, er jeg ved at nå dertil hvor nogen godt må komme ud og hente os ind. Men vi ligger 100 sømil fra Frankrig, så det giver slet ikke mening – og er sådan set slet ikke nødvendigt, det er ren psyke der spiller ind. Vi ligger og plasker i vindstille et lille døgns tid. Her har vi bla. Nanna en tur i vandet for at tjekke indtaget ved søventilen, hvor søvand til motorkøling trækkes ind. Det var for koldt og svært så hun måtte op igen helt udmattet. Til gengæld lykkes det at få rullesystemet til at virke igen, og vi vil igen kunne sejle for fulde sejl. Det betyder også, at det eneste der ikke virker er motoren, og dermed blot et spørgsmål om det kan tage lidt længere tid, tilsat en lidt usikker landing når vi når havn – den tid den udfordring, vi har jo gjort det før.

I fuld fart mod land
Hvis der skulle være en mening med motorproblemet, så er vi enige om, at det var, at vi skulle have en ekstra dag på Biscayen, så vi nåede derhen, hvor den såkaldte rytme og ro begynder at tage fat.

På trediedagen får vi bedre gang i at spise ordentlig (bl.a. pandekager, hvad ellers), får mere søvn, og sat vagtholdende mere i struktur. Og så kommer vinden også, det hjælper jo godt. Det går for fulde sejl i forholdsvist flat vand mod land. I løbet af den sidste nat bliver det til en del store bølger, men vi holder farten for rebede sejl. Og det skal vi også helst, for næste dag skulle det blive vindstille igen, og vi vil helst ikke ligge tæt på land et døgns tid uden at kunne kommer derind.

Fredag morgen når vi endelig til havn. Vi kalder ind, og får at vide, at slusen til havnen er åben en time endnu og det når vi. De ved vi kun kan gå for motor nogle få minutter, så de er klar med anvisning af plads. Det går selvfølgelig helt let – vi er jo ved at være erfarne i at anløbe havne for sejl og manglende motor.

Så efter 4,5 døgn kan vi endelig sige vi har krydset Biscayen. Stolte og klogere på hvad det vil sige og hvad vi kan gøre bedre næste gang. Og vi tror vi nåede at mærke rytme og ro sætte ind på det sidste døgn, hvilket også var godt.

Problemet med motoren blev klaret af en flink mekaniker, der fik presset det ind. Det viste sig at være en lille revne i en slange til søvandet, så vandpumpen trak luft i stedet for vand. At der så gemte sig et problem mere, der udfordrede os godt og grundigt senere kan vi vende tilbage til senere.

Penzance er meget hyggelig. Havnen indenfor slusen er nærmest et værft, så det var lidt besværligt og knap så hyggeligt, men byen nød vi meget. Lørdag tog vi en pause, lejede en bil, og kørte rundt i området. Vi så Lands end og St. Ives. der er meget smukke og imponerende. Sent næste dag kunne vi se Lands end igen, denne gang ude fra vandet. Det vender vi også tilbage til i et senere indlæg.