Vi har krydset Atlanten

Jeg kan høre bølgen komme buldrende som en ustoppelig lavine bag os. I nattens mørke, og helt uden hjælp fra en meget lille nymåne, kan jeg ikke se den. Og så pludselig alligevel aner jeg i agterlanternens skær den hvide skumtop, lidt højere oppe end båden, når bølgen begynder at brække. Og det er en af de bølger vi kalder en skæv sø, altså som ikke følger retningen på de andre bølger, som ellers kommer rullende ind direkte bagfra, men som på mystisk vis finder vej på tværs gennem de andre bølger. BANG siger det når den rammer bådens side, og skubber båden til nu at sejle 30 grader mere mod bagbord. Det kan rettes op. Mere irriterende er den mængde vand fra bølgen der sendes ind over cockpittet og rammer os der er på vagt, gennemvæder de hynder der næsten var tørre og måske endda finder ind gennem et vindue og ned i en seng. De gange en af os blev ramt blev det heldigvis taget med god humor.

Den daglige rutine

21 dage og 10 timer har vi brugt på at krydse Atlanten. Vi har krydset Atlanten!!! Det er alligevel en del tid det tager at få det til at synke ind. Men måske er meget af det sunket ind undervejs. Det er trods alt 3 uger hvor der ikke sker alverden. Med en fart på 5 til 7 knob (9-12 km/t) kommer man meget langsomt frem mod målet 2850 sømil (knap 5300 km) fra udgangspunktet på Tenerife.

Så hvordan er hverdagen på en båd der er langt langt fra land over så lang tid. Nogle præmisser først:

• Båden er fuldt pakket af proviant så pladsen er trang. 
• Båden er i konstant bevægelse uden nogen pause. En stor del af bevægelserne er ret store hvor det ikke er nok blot at vippe kontra men man skal have godt fat.
• Temperaturen stiger og når de 30 grader om dagen og 25 om natten

Under de forhold kommer man ikke nemt til noget. Ikke engang at sove. 

Måltiderne ombord fylder derfor også en del tid. Til gengæld skar vi ret hurtigt disse ned til morgenmad og aftensmad, resten snacker man sig igennem.

Selv vågnede jeg ca. kl 7 hver dag efter en nattevagt, der typisk sluttede ved 4 tiden. Første job som skipper: At forholde sig til mængden af sejl, som sidste nattevagtshold havde sat i deres forsøg på at slå diverse fartrekorder. Det var deres, Laura og Leas, erklærede mål, lige efter de havde fået er par chokoladekiks ved daggry. Min primære interesse var snarere at udstyret holdt hele vejen over, så et par gange måtte jeg lige bede om at få rullet lidt sejl ind. Derefter skulle der tjekkes nye vejrudsigter downloadet via satellittelefon. 

Morgenmaden, havregrød eller havregryn, nogle gange endda boller, blev indtaget sidst på formiddagen hvor alle så småt var vågne. M&M’s med peanuts hedder nu müsli her ombord, fordi jeg brugte det på min havregryn en enkelt gang i et forsøg på at få lidt flere kalorier ind. Ved morgenmaden kunne dagens projekter aftales. Men endelig ikke for mange projekter. Helst kun 1 projekt ud over måltiderne da vi ellers blev for tidspresset. Et projekt kunne bl.a. være at fylde benzin på generator eller at finde flere dåser frem under dørken. Aftensmaden, typisk dagens helt store projekt skulle helst være klar inden det blev helt mørkt kl 18 da vi ellers kom ind i nattevagtsrullet inden der også var vasket op. 

Nogle dage forærede Atlanterhavet os ekstra projekter, for eksempel i form af bølger, der gjorde alt vådt, eller glas med mad der gik i stykker. Derfor var det også med at få sig en lur når mulighederne bød sig. Nattevagterne var delt så vi tog 4 timer hver og med overlap så vi nåede at være sammen med 2 forskellige. Det kan give lidt nyt energi ind i vagten når der skiftes. Det blev også til at se et par film, holde jul med and (Confit de Canard), brune kartofler, brun sovs og rødkål – og ris a la mande  til dessert, og 2 badeture i det store badekar med 5 km vand under fødderne. Vi fangede også fisk, men overvejede nøje hvornår vi orkede at lande sådan en, da det er svære forhold at filetere under. Det blev til 3 fisk, alle 3 guldmakrel (Mahi Mahi), hvilket var en succesrate på ca 50 procent i forhold til hvor mange gange vi havde snøren ude. 

Flyttet ind på Atlanten

Man kan fokusere langt når man sejler på Atlanten. Der er vand hele horisonten rundt og bølgerne, hvor irriterende de end er, har også en fascinerende og hypnotiserende effekt. Man kan virkelig fordybe sig i tanker når man sidder og kigger ud i horisonten. For mit vedkommende blev det nok til lidt mindre af den slags end jeg havde forventet, men jeg øvede mig i ikke hele tiden at tjekke vind, strømniveau, udstyr mm men også slappe af og være i nuet. Når vi ellers har taget et længere stræk har jeg haft meget fokus på at nå frem. Det er Atlanterhavskrydset for langt til uden at jeg ville blive (mere) tosset. Som vores gode sejlerven Claus på Papaya sagde: “Nu flytter vi ind på Atlanterhavet”. Den del lykkedes det mig ret godt. Så må jeg blive bedre til at læse en bog næste gang  vi gør det. I øvrigt satte jeg et ‘Til salg’ skilt på båden et par gange undervejs når de konstante bevægelser i bølgerne blev for meget, men det skilt er pillet ned for længst. Så der skal nok blive flere lange stræk.

Med brækket arm over Atlanten

“Kom, vi rider på bølgen ind” råbte jeg. Nej, det var ikke den sidste bølge ind til St. Vincent, men en badetur på Fuerteventura 2 måneder før, der endte fatalt. June brækkede armen godt og grundigt, og måtte flyves hjem til Danmark og opereres. Slet ikke optimalt. Mest af alt for June men heller ikke i forhold til at blive klar. Var vi nu nødt til at udskyde resten af jordomsejlingen eller vente til Januar med at krydse Atlanten?

Operationen gik godt og vi fik June tilbage sidst i november. Turen til Tenerife blev en testtur. Den gik godt. June kunne være sikkert på båden og med hjælp transporteres rundt. Så derfor blev planen at June sejlede med over Atlanten. Vi har haft 3 mega seje gaster med så vi var hænder nok til at sejle båden og hjælpe June undervejs. For June var det en stor udfordring ikke at kunne bidrage som hun gerne ville, og samtidig være helt afhængig af hjælp hele tiden. Den mentale udfordring i det blev helt klart den største. 

I karantæne på Saint Vincent

Ingen af os forstår helt hvor dagene blev af. Vi havde et super sammenhold hvor alle bidrog og humøret var højt selv om vi også nåede at blive trætte og udmattede. Vi lå i en del vind det meste af turen over, og hver gang jeg kunne melde at vejrudsigten lovede aftagende vind, og dermed en lille pause med mindre bevægelser i båden, ja så blev det ikke rigtig til noget. Men det kuede ikke nogen. Heller ikke mængden af blå mærker som specielt Maria inkasserede efter en tur halvt op i masten efter et reb var løbet ud af en blok. 

• 

• 

Og endelig kom der aftagende vind og mere ro, og vi kunne sejle for motor ind til St Vincent hvor vi blev modtaget på den mest fantastiske vis af de andre danske både der lå i karantæne her.

Vi lå selv i karantæne fra 29/12 til 5/1 hvor resultatet af vores PCR test endelig kom. Det virker fjollet efter vi har været i 3 ugers karantæne på Atlanterhavet. Men sådan er det. Vi havde den skønneste udsigt, 28 grader varmt vand vi godt måtte bade rundt i og hjælp fra lokale (mod betaling selvfølgelig) når vi manglede noget. Det var nu ret luksus.

Vi har nu besøgt flere øer i Grenadinerne syd for Saint Vincent. Her er fantastisk og anderledes fra hvor vi kommer fra. Det glæder vi os til at fortælle om næste gang.