Torrevieja – Malaga
Så kom vi endelig afsted, og vi er i dag, mandag, nået til Malaga, helt efter planen og tidsnok til at samle Nanna og Veronika op. Vi fandt ikke lige marinaen med det samme så lagde os i industrihavnen ved siden af nogle bådpladser, som vi troede var marinaen. Og da vi kom midt i Siestaen lagde vi os til at vente til den var slut. Det syntes havnemyndighederne ikke vi skulle, så efter en ikke særlig nem snak med en spansktalende betjent, og hjælp fra en lidt engelsktalende elektriker, fandt vi ud af vi ikke lå ved marinaen.
Nu ligger vi i marinaen, og June er netop taget med en taxa ud til lufthavnen for at samle Nanna og Veronika op. Det bliver godt at være samlet og alle være en del af eventyret.
Nedenfor er fra logbogen, tilsat lidt om oplevelserne undervejs.
Torrevieja – Cartagena, Torsdag 14. juli 2016
Distance
Vejr
Vind
Bølger
40 sømil
Solskin
5 – 7 m/s
2 m, faldende til 1,5 m
Første dag afsted, og bølgerne er stadig forholdsvis store efter gårsdagens blæsevejr. Appetitten lider, og Freja og Laura må efter en masse hygge på badeplatformen bukke under for søsyge.
Hyggeligt at sejle forbi La Manga, og kigge ind hvor eventyret startede nogle måneder tidligere.
I Cartagena går June og jeg op og handler. Det er en flot by, der dog trænger til en renovation af de gamle flotte bygninger midt i byen.
Cartagena – Garrucha, Fredag 15. juli 2016
Distance
Vejr
Vind
Bølger
48 sømil
Solskin, skyfrit
7 – 9 m/s,
2 m
Vi har i dag tilbagelagt ca 48 sømil på 9 timer, vi er igen blevet vippet godt, men ingen ofringer… Og dog optimistisk forsøgte June at fiske og mistede linen pga en dårlig knude.
Vi elsker google translate som hjælper skipper til at tale “skralde-spansk”. Det er nødvendigt når vi kalder ind til havne på VHF’en for at reservere plads (og det er nødvendigt). Kalder vi ind i siestaen er der typisk ingen kontorfolk, så der besvares opkaldet kun hvis det de hører minder om spansk.
Garrucha – Roquetas de Mar, Lørdag 16. juli 2016
Distance
Vejr
Vind
Bølger
58 sømil
Solskin, lidt skyer
8 m/s, stigende til 18 m/s
1,5 m, stiger til 3 m i løbet af dagen
I dag slog vi fartrekord – 10,8 knob, vel at mærke kun med storsejlet (som er det mindste) sat. Det har blæst op mod 18 m/s og med bølger på ca 3 m har der været nok at se til. Med vind og bølger i ryggen tilbagelagde vi turen fra Gurrache til Rouqetas del Mar på 9 timer.
Roquetas de Mar – Marina del Este, Søndag 17. juli 2016
Distance
Vejr
Vind
Bølger
58 sømil
Solskin, skyfrit
3-7 ms, vinden dør omkring frokost
1 m
En lang dag på Middelhavet. Vi sejlede fra Roquetas kl 7 i ikke ret meget vind og lige ind bagfra. Så der er blevet sejlet butterfly (et sejl til hver side) hvilket gav lidt arbejde på dækket med spilerstage. Fra kl. 12 dør vinden helt og resten er motorsejlads
Efter godt 11 timer på vandet ankom vi til skønne Marina del Este, den hidtil yndigste og hyggeligste havn.
Vi når en lille tur i vandet og bliver kølet ned. I den forbindelse prøver vi vores gummibåd af som blev købt i Torrevieja, men som vi først når at afprøve nu.
Marina del Este – Malaga, Mandag 18. juli 2016
Distance
Vejr
Vind
Bølger
35 sømil
Solskin, skyfrit
3 ms
1 m
Efter ca. en halv times motorsejlads sker det vi har drømt om, der kommer en flok delfiner og følges med os og leger rundt om stævnen på båden. Rigtig ærgerligt at Nanna og Veronika ikker var med, men vi håber at det ikke bliver sidste gang. Det var ligeså godt som forventet, og forventningerne var ikke små. Kig med på klippet nedenfor.
Ankomst tidligt i Malaga som planlagt, hvilket var godt når det nu tog så lang tid at finde marinaen.