Tilbage på langtur

Vi er tilbage på Carpe Diem. Man fristes til at sige, at pausen fra eventyret er slut. Men det er ikke tilfældet – pausen var en del af eventyret, bare helt forskelligt fra hvordan vi forestillede os det da vi planlagde jordomsejlingen. Det var fantastisk at være sammen med vores døtre Nanna og Freja igen, og at se andre gode venner og familie. Vi nåede ikke engang hele vejen rundt inden muligheden for at komme tilbage bød sig. Og endnu engang har vi oplevet hvordan alle I dejlige mennesker tilbød hjælp i form af logi, lån af bil og meget andet. Vi er rige på den helt rigtige måde.

Tilbage i Curacao skulle vi lige vænne os til varmen. De godt 30 graders varme blev af vejrmeldingerne rapporteret som ”Føles som 37 grader”. Vi var nok mere vant til varmen inden vi tog til Danmark, for det var lidt svært rigtig at bestille noget i varmen nu hvor vi var tilbage. Vi havde jo lidt projekter med: Opgradering af solceller, nyt panel til instrumenter, småreparationer af cobbercoat (bundmalingen), fartmåler, agterbruser mm. Og så skulle hele båden ”samles” igen, dvs. sejl på, sprayhood og bimini (solskygge) og meget mere.

• 

• 

Endelig kunne båden komme i vandet med de vigtigste projekter på plads, og vi kunne lægge os for anker igen i Spanish Waters. Pga. orkansæsonen var her flere både end da vi tog hjem – ABC-øerne er orkansikkert område, og da vi nu er i orkansæsonen i Caribien er der en del der har lagt sig herned. Blandt andet en anden dansk båd, Añejo med Daniel og Astrid. Dem håber vi meget at mødes med igen ude i Fransk Polynesien. Vi fik også vores nye gast, Laura (ja, nu er de 2) ombord, og så skulle der krydses fingre for et godt vejrvindue til Panama. Det som slet ikke tidligere kunne lade sig gøre så nemlig ud til at kunne lykkes nu: Nanna havde mulighed for at komme ud og besøge os. Det ville være bedst i Panama, og heldigvis passede vejrvinduet godt til det. Så der blev bestilt billetter, samt arrangeret hvad der skulle ske, hvis ikke vi nåede frem inden Nanna kom. Det var nu helt klart forventningen at vi ville. 

Det med vejrvinduet er vigtigt. Ruten til Panama langs Colombia er et lumsk stykke, hvor det hurtigt bliver meget blæsende og store bølger. Det er langs kysten at lavtrykket over Colombia accelerer vindende. Man kan enten gå langt ud eller krybe langs kysten (og holde godt øje med de ting, der skylledes ud fra floderne). Vi valgte midt i mellem, mest fordi vejrvinduet så godt ud. Det kom til at blæse, og vi fik en del bølger, men ikke noget der var værre end over Atlanten. Og med godt en knobs medstrøm susede vi afsted og så ud til at kunne nå Shelter Bay Marina i Panama lørdag eftermiddag, godt et døgn inden Nanna ville ankomme.

Men ak – vi havde holdt os lidt nordligt hen over bugten ved grænsen mellem Colombia og Panama, hvor der for det første var vindstille, men hvor vinden også stod og drejede lidt rundt som vi jo havde set før, dengang vi røg i stormvejr ud for Portugal. Det ville vi ikke i nærheden af, også efter råd fra en erfaren Caribiensejler, som vores ven Judith havde kontakt med. Denne gang endte vi ikke i noget grimt vejr, men da vi ændrede kursen til at pege direkte SV mod Colon i Panama oplevede vi en tiltagende modstrøm. Og denne gang ikke bare 1 knob, men da det var værst 4 knob. Det betød vi kun kom frem med 2,5 knob, og så ville det pludselig være sent søndag aften vi var fremme. Godt vi lavede aftaler med Juan i Shelter Bay Marina om at de kunne tage sig af Nanna hvis ikke vi nåede frem – og med det serviceniveau de har her ville hun ikke lide nogen nød.

Strømmen mod os var ikke styret af tidevand, så vi kunne ikke forvente den vendte og blev til medstrøm efter 6 timer, som vi ellers var vant til. Der var ikke andet at gøre en at håbe den aftog. Vi var lidt spændte på de sidste 25 sømil, hvor vi skulle sejle langs kysten, og ikke havde mulighed for at sejle længere ude pga. trafiksepareringszonerne, som kun de store skibe på vej fra eller til Panama måtte benytte. Ville strømmen blive stærkere her – og vi ville gå helt i stå – eller vil den aftage? Heldigvis det sidste – også fordi det var vindstille og motorsejlads, så hvis motoren svigtede ville vi blive skubbet baglæns med 4 knob.

Men motoren svigtede ikke og strømmen aftog løbende, så søndag morgen kunne vi derfor ved selvsyn se den store flåde at fragtskibe ved indgangen til Panamakanalen – de havde længe været synlige på vores kortplotter pga. AIS, men nu så vi dem også. Og så var det tid til at kalde ”Cristobal Signal Station” og bede om lov til at sejle gennem den store havneindsejling, og videre ind til Shelter Bay Marina, hvor vi ankom i god tid til Covid-19 test mm. Og til lige at lande inden Nanna kom til Marinaen om aftenen.

Shelter Bay Marina er fantastisk. Af rigtig mange grunde. Og Panama med jungle og ikke mindst Guna Yala (San Blas). Det tør jeg godt love vi kommer ind på i næste indlæg her på bloggen.