Snegle, lunder og surfende robotter

Dette års sejlerferie har, i hvert fald mentalt, været delt op i 3. Turen op langs Portugals kyst imod Nortada’en (se Langs Portugals kyst og Galicien), krydse Biscayen på vores længste stræk langt fra land (se Vi har krydset Biscayen), og så til sidst op langs Englands, Wales og Irlands kyst mod målet i Carlingford. Når vi tæller sømil var sidste del den korteste på omkring 250 sømil, så den del så vi frem til i håb om, at den kunne tages stille og roligt.

Ænder med orange næb

Ovenpå de lange stræk var der ingen tvivl om, at vi alle var ved at være trætte. Heldigvis skulle de værste udfordringer på sidste del af turen være af den kulinariske slags. Turen fra Penzance, da vi endelig kom afsted, var endnu en natsejlads for motor. Heldigvis så det ud til at det var den sidste, og det holdt også stik. Et nyt dyr, vi ikke havde oplevet før på turen meldte sin ankomst på denne tur. Også et dyr jeg ikke forventede på disse breddegrader, så jeg kaldte det en “and med et underligt orange næb”. Det var selvfølgelig en søpapegøje (lunde). De lå i store stimer på vandet, men de var meget svære at komme tæt på. Når vi kom indenfor 10 meter af dem dykkede de enten og kom først op igen lang tid efter og langt væk, eller de lettede og fløj væk.

Vi nåede Milford Haven i Wales om morgenen mandag, og kunne lægge os ved vente-pontonen. Også her kunne man pga. tidevand ikke bare sejle ind i havnen. Hvor Penzance havde en port der var åben et par timer på hver side af højvandet, så var det en sluse her i Milford Haven. Det betød flere timer, hvor det var til at komme ud og ind, omend det er noget mere omstændigt og tidskrævende. Det var vores første sluse, så det var også meget hyggeligt.

Lokale delikatesser

I slusen lå vi ved siden af en fisker og faldt i snak. Blandt andet om hvad han havde i de store sække. Det var snegle, og inden vi så os om havde vi en gryde fuld af 8 store, og levende, snegle. Jeg tænkte flere gange, at vi måtte tage høfligt imod dem, og så liste dem over siden senere. På den anden side så handler vores tur også om oplevelser, så hvorfor ikke prøve, hvad der betragtes som en lokal delikatesse. Det blev afgjort af, at June slog op på facebook, at nu havde vi en grydefuld snegle, og det udelukkede så den nemme vej, som ingen behøvede at vide noget om.

Noget af det facebook også kan er at komme vidt omkring efter anvisninger til, hvordan vi tilberedte disse slimede væsener. Via en af Junes veninders datters venindes mor, som ovenikøbet boede i Milford Haven, fik vi lidt anvisninger, og andre var flinke til at byde ind.

Vi valgte dog at udskyde delikatessen til næste dag. Alle var trætte, og selv om det er godt at have en buffer i form af en hel dag ekstra, hvis vejret bliver dårligt eller der opstår tekniske problemer, så valgte jeg at smide en fridag ind. Det skulle bare være en stille og rolig dag på båden. Vejret og den distance der var tilbage gjorde, at vi godt ville kunne nå Carlingford senest fredag, og så kunne vi rejse hjem lørdag. Det betød dog også, at fridagen ikke kunne blive i Dublin, men vi kommer jo via Dublin hen over det næste år, når der skal arbejdes på båden, så mon ikke vi får set byen i forbindelse med de rejser.

Fridagen blev en “dag på båden”, hvor vi bare slappede af og handlede lidt ind. Det var lige hvad vi trængte til, selv om vi sagtens kunne have udforsket området mere. Om aftenen bookede vi en plads i slusen næste morgen kl. 05:30. Vi ville sejle til Arklow som ligger 80 sømil fra Milford Haven, og skulle således krydse St. Georges Channel lige hvor den i den sydlige ende er smallest. Det betyder også mere strøm pga. tidevand. Ud fra HW (højvande) i Dover fremgår af vores guidebog hvilken vej strømmen løber, og hvor kraftig den er. Ved at sammenholde dette med forventet fart, korrigeret for strøm på et givet tidspunkt og position, nåede jeg frem til, at det ville være bedst at komme tidligt afsted, hvilket passede godt med medstrøm ud af floden Milford Haven ligger i. Samtidig så det ud til vi ville kunne nå til Arklow inden solnedgang.

Men inden vi kunne komme så langt var der de her snegle. De havde stået i vand natten over, og var desværre ikke blevet taget af fugle, og de havde heller ikke selv taget flugten. Så der var ikke andet at gøre end at tilberede dem og smage på dem. Desværre fik vi overkogt dem, og ligesom kammuslinger bliver de gummiagtige, og så skal der tygges lidt mere. June var blevet udfordret til at lægge en film af at hun spiser en snegl på Facebook, så hun smagte for rullende kamera, vi andre kunne skære ansigter alt det vi ville. Det var nu ikke så slemt – ingen delikatesse, men måske kræver det, at en professionel tilbereder dem.

Næste morgen stod June og jeg tidligt op og var klar i slusen 05:30. Lige som vinden kom ved 7-tiden trak det sammen, og så endte vi i en ordentlig omgang tordenvejr med rigtig meget regn, der stod vandret ind på os i det blæsevejr der fulgte med. Sejlene var heldigvis bjerget i god tid, og vi priste os lykkelige for den investering vi have lavet i nye sejlerdragter. Ved frokosttid klarede det op, og vinden lagde sig helt, så denne tur blev også en masse motorsejlads. Det passede rigtig godt med strømmen så vi nåede Arklow i god tid inden solnedgang.

Uden at vide det så vi også de sidste delfiner på dette års togt – nu havde vi ellers haft besøg på hver tur siden en af de allerførste dage. Til gengæld så vi så en sæl i havnen i Arklow. Vi lå selv i selve kanalen, men i haven lå en anden dansk båd. Det var et par, der havde pensioneret sig selv tidligt og var på vej sydpå for at krydse Atlanten til Brasilien. I skrivende stund er de nået til Portugal. Det er helt specielt at møde andre sejlere i havnene, alle er venlige, glade og hjælpsomme, og der udveksles mange historier og erfaringer.

Onsdag var det afgang ved frokosttid så vi kunne få mest mulig medstrøm. Fra Arklow ville der være godt 40 sømil til Howth, en halvø med en god havn ved Dublin. Det blev igen for mere motor end sejl. Vi nåede Howth ved 19-tiden om aftenen, og havde gjort klar så vi blot smed båden ind på den plads vi have fået anvist pr. telefon inden ankomst, og hoppede i toget ind til Dublin.

Det blev en aften på 4 timer i Dublin, inkl. aftensmad på en tilfældig restaurant i Temple Bar området. Vi nåede da at se Temple Bar området og Ha’penny broen, og ikke mindst fik hygget os med god aftensmad.

Surfende robotter
Jeg ville gerne tidligt afsted næste morgen, så vi kunne være ved endemålet tidligt, dvs. ud på eftermiddagen. Det var igen en 40 sømils tur. Fra Dublin og op til Carlingford behøver man ikke tænke i strøm, da der er en bugt der gør, at vandet i det område ikke påvirkes.

Jeg havde dog lige glemt at regne med, at vi skulle ind i en flod igen, og at vi slet ikke ville kunne komme ind i havnen ved lavvande. Lidt ligesom i Lissabon ved værftet i Seixal. Heldigvis ringede jeg dagen før til Carlingford, der fortale vi skulle komme tidligst 2 timer før højvande, dvs. ved 19-tiden. Resten af besætningen var godt tilpasse med ikke at skulle tidligt afsted, og jeg må indrømme jeg også nød det.

Ved frokosttid om fredagen tog vi afsted. Endelig var der vind. Masser af det, men det var med os, så vi satte en del af Genuaen, og sejlede godt afsted. Dejligt at runde ferien af for sejl i stedet for motor. Det var godt vi kom lidt før højvande, for det betød medstrøm op af Carlingford Lough. Selv afmærkningerne var designet efter en del strøm. Det lignede nærmest robotter på en lille båd, som det også ses på billedet. Op langs Carlingford Lough sejler vi på grænsen mellem Irland og Nordirland, og fra kysten omkring Dublin – der så lidt dansk ud med gule og grønne marker – er vi nu tilbage i anderledes natur med bakker (efter danske forhold bjerge). Vi glæder os til at udforske det mere.

Båden er nu på sin vinterplads, og skal på land i efteråret. Sommerens togt er til ende, og vi er glade for at vi nåede så langt som vi gjorde og havde planlagt. I år var meget anderledes end sidste år. Det var transportsejlads, 1200 sømil mod godt 500 sidste år, og vejrmæssigt helt anderledes end da vi plaskede rundt i Middelhavet med over 30 grader og vandtemperaturer også deropad. Sidste år da turen var slut slap jeg al planlægning, tjek af vejrudsigter mm. med det samme – i år havde jeg lige brug for at se hvordan næste år ser ud. Der er ikke de samme lange stræk op til den Kaledoniske kanal, og turen gennem den bliver stille og rolig. Det bliver altså mere afslappende selv om turen runder af med en ca. 4 døgns tur over Nordsøen. Men det bliver ikke noget problem, for i år klarede vi en af sejlernes manddomsprøve: Vi krydsede Biscayen.