San Blas øerne i Panama
Vi sidder i en stor fælleshytte med bambustag på Guna Yala (San Blas) øen Mormake Tupu (Molamaking Island). Flere rækker af hårde træbænke omkranser i midten 4 hængekøjer, hvori der ligger 4 mænd. 2 af dem har sat sig op og messer en hilsen og “bønfaldelse” til solen – både solopgang og solnedgang. Vi sidder blandt landsbyens beboere. Mange kvinder har et tørklæde over hovedet, en pandelampe i panden, og syr på molaer. På rækken bag os bliver et barn ammet af i alt 4 kvinder, og andre steder kaster kvinder små sten på de mænd der måtte være faldet i søvn.
Vi har fået lov at deltage i ceremonien, og vi er stadig lidt i tvivl om det er dette, der er en Congresso, som vi havde læst man kan få lov at deltage i. Og det er lidt en udholdenhedsprøve. Uden at vide hvor længe den bliver ved, og for de af os der ikke opdagede det lille ur på pælen i midten, også uden fornemmelse for tiden, kan man kun øve sig i at opleve nuet og de indtryk det giver at være med så tæt inde i en helt anden kulturs dagligdag, og at finde den ro der hersker på disse fantastiske øer. Halvanden time messede de 2 mænd i hængekøjerne, og for den udenforstående virkede det som det samme vers der kørte igen og igen Derefter talte høvdingen i halvanden time, hvoraf vi intet forstod, idet han talte på deres eget Guna Yala sprog. Og så var ceremonien slut.
San Blas øerne ligger i den nordlige del af Panama, ca. 12 timers sejlads fra Shelter Bay ved Panama Kanalen. Vi brugte et par dage på de yderste øer i San Blas, hvor der ikke bor så mange som ved de inderste øer. En gang i mellem kommer der så en kano forbi for at sælge hummere, fisk eller molaer, eller for at bede om vand, da det kan være en mangelvare, specielt når man skal padle sin kano i flere time for at komme hjem til den ø man bor på. Vandet på de yderste øer er klart, så det er et godt sted at snorkle, enten på de indre rev, eller når vejret er godt på de yderste rev der beskytter øerne mod de store bølger i det Caribiske hav. Her kom vi så tæt som 2 meter på en stor Stingray, og så alle mulige farvestrålende fisk.
Familie på vej hjem i solnedgangen 
Vi købte hummere af en forbipasserende Guna indianer. Hummerne endte på grillen 
…og endnu en smuk ø 
En af de skønne øer 
Salg af molaer ved båden
Djævlefloden
De sidste dage brugte vi ved de inderste øer ind mod Panamas fastland. Her er flere tætbefolkede øer, og vi kunne komme tættere på livet i Guna Yala, som befolkningen foretrækker de kaldes frem for San Blas.
Helt inde ved fastlandet ligger floden Rio Diablo, som man kan sejle op ad i sin gummibåd. Ved den nærliggende ø, blev vi mødt af Federico, som lever af at hjælpe de langturssejlere der kommer forbi. Han kunne fortælle øen var lukket ned på grund af Covid-19, men han kunne skaffe os varer mm. Øen er ikke en traditionel ø, så det var ok at vi ikke kunne besøge den. Federico spurgte høvdingen om lov til vi sejlede op af floden, og vi fik tilladelse hvis vi tog Federico med. Det var en skøn og fredelig tur op langs floden. Vi kom forbi små haver, hvor de dyrker frugt og grønt, og familiegravsteder. Vi mødte flere kanoer eller joller, der sejlede frem og tilbage med ferskvand til landsbyen, det blev nemlig opsamlet et stykke oppe af floden. Vi badede også i floden, og så heldigvis ingen krokodiller. Det var fantastisk at bade i det ferske vand efter nogle dage i saltvand.
Fred og idyl på Rio Diablo 
Søren og vores guide Federico
På besøg i en landsby
Søndag sejlede vi til Mormake Tupu, hvor ovenstående ceremoni fandt sted. Det er en tæt befolket ø, hvor de lever på meget traditionel vis, og hvor de efter sigende laver de smukkeste molaer.
Forventningerne var høje, og vi blev ikke skuffede. Allerede da vi nærmede os øen begyndte folk at samle sig på en lille anløbsbro, vi råbte ind og spurgte hvor vi måtte kaste anker og kort efter kom 2 padlende i en udhulet træstamme Den ene af dem var Venancio. Han er den eneste på øen som kan engelsk og så er han en af de dygtigste til at sy molaer, og han er blandt de meget få mænd der syr dem. Vi bød ham ombord, og hans nevø padlede ind efter molaer og så fik vi fremvist vildt mange meget smukke molaer. Nevøen tog også sin søn og datter med ud, to meget søde børn på ca 2 og 4 år – vildt søde børn. Vi købte nogle meget smukke molaer. Imens stod folk inde på broen og tog billeder af os😄
Mandag sejlede vi ind til øen og blev modtaget at Venancio. Han bor sammen med sin mor, søstre, niecer og deres mænd og børn. En niece var ved at “tatovere” et barn på næsen, og vupti blev alle undtagen skipper “tatoveret”. Uden for deres først hytte havde de et akvarium i form af et lille basin med en havskildpadde og et par fisk.
Vi havde lidt gaver med til børnene, men desværre ikke nok til alle de skønne børn vi mødte (note to self: vi skal have masser af gaver med når vi vender tilbage). Efter at have hygget lidt med familien blev vi vist rundt i landsbyen af nogle af øens mange børn, turen sluttede med at nogle af os spillede basket med nogle virkelig dygtige drenge, der var næsten halvt så store som os. Vi fik indtryk af st man i høj grad følte fælles ansvar for børnene. Vi så et lille barn, hvis mor var meget syg, og dette barn tog de andre sig godt af.
Det var en kæmpe oplevelse at besøge Guna Yala folket på øen, de var meget imødekommende og nysgerrig på os, lige som vi var på dem
Fun facts:
De får ferskvand gennem et plasticrør som ligger på havbunden inde fra land og ud til øen. Det er meget vigtigt vi ikke ankrer oven i disse rør og ødelægger dem. Det kan tage meget lang tid at få repareret dem.
I “køkkenet” brænder der bål (der er os fra bålene på hele øen), bålstederne består af lange stykker træ som skubbes ind under den hængende rist efterhånden som gløderne fortærer dem.
Pga Covid-19 er skolens eneste lærer rejst til Panama city, og børnene undervises via WhatsApp.
Guna’erne er noget lavere end os, selv Laura der er 1,63 er høj i forhold til dem.
De kalder delfiner for deres sjæledyr.
De lever i et materikalsk samfund, fx vælger kvinderne deres mand (og en Guna mand siger ikke nej når han vælges) når de bliver gift flytter manden ind hos kvindens familie.
De må ikke lære andre end deres eget folk at sy molaer.
Om morgenen sejler de ind til regnskoven og arbejder i deres “haver” hvor de dyrker Papaya, plantains, mango, bananer og kokosnødder, ved frokost tid kommer de tilbage til øen.