Planlægning af sidste etape, Carlingford – København

De kommer snigende. Tvivlen og usikkerheden. Jeg mærkede dem første gang ved båden i Carlingford i foråret, hvor jeg spejdede ud på det Irske hav, og det ensomme Haulbowline fyrtårn ved indsejlingen til Carlingford Lough. Går det overhovedet godt at sejle ude på det åbne hav og blandt skotske øer og halvøer med strømforhold der på ingen måde længere er ubetydelige?

Og det er fjollet. Vi har jo tidligere besejret Gibraltarstrædet, Atlanterhavet langs den portugisiske kyst imod nordlige passatvinde, og ikke mindst Biscayen. Det er på ingen måde frygt – det er bare en lille tvivl og usikkerhed der sidder og gnaver lidt. Og der er kun en ting at gøre – se at komme ud at sejle igen. Der kan den blive brugt konstruktivt til det ekstra tjek der gør, at uheldige situationer ikke opstår. For få dage siden læste jeg om den samme fornemmelse hos en velkendt skipper, Emil fra Havana, der kan få det på samme måde. Så er det måske ikke bare mig der er tosset, og rart andre også sætter ord på det.

Hjælp fra de lokale
Vores sommerferie på båden er årets højdepunkt. Nye eventyr og oplevelser venter og vi glæder os rigtig meget. Det er lykkes at komme nogenlunde i mål med forberedelserne af båden, det er i hvert fald godt nok. Masten kom på, motorpanelet blev skiftet, og AIS’en vises nu på vores Raymarine display. Vi kan nu se andre både, deres fart og kurs, og advares ved kollisionskurs – altså hvis de også har AIS.

I forhold til motorpanelet krævede det hjælp fra en professionel. Det blev en af de andre medlemmer af Carlingford Marina, der trådte til, og brugte en dags tid på at hjælpe med elektronikken. Det var desværre ikke helt så nemt som jeg håbede, men med hans hjælp har vi nu et velfungerende motorinstrumentpanel igen.

Vi har hørt, at de gasflasker vi har på båden, CampingGaz, ikke kan byttes til nye i de britisk øer, og måske også Irland, så vi forventede at måtte skifte til en ny type. Men så viste det sig, at de alligevel har dem, selv om de er svære at finde, hvilket dog kan afhjælpes med lokalkendskab. Ejeren af marinaen solgte os en ekstra han havde i båden, og dagen efter faldt vi i snak med et par i en anden båd. De bor i Nordirland (og han arbejder i øvrigt i Grundfos i Danmark, lille verden), og de tilbød at smutte forbi og bytte den sidste flaske for os. Jeg håber, at vi vil huske at være ligeså hjælpende og imødekommende når vi møder andre mennesker her i Danmark. Vi har i hvert fald sat stor pris på det.

Tidevandstabeller, ankring, og boreplatforme
Med bådklargøring på plads kan vi nu fokusere på planlægning af sejladsen. Lidt som sidste år kan årets sejlads deles op i 3 dele. Sejlads fra Irland til den Kaladoniske kanal, hvor navigation i forhold til tidevand bliver vigtig, gennem den Kaledoniske kanal, som består af mange sluser og sejlads på søer som f.eks. Loch Ness, og endelig sidste stræk hjem over Nordsøen, der igen bliver ca. 3 døgns sejlads uden land i nærheden.

Vi regner med at bruge 1 uge til første del. Distancen er ikke noget problem, men grundet tidevand vil der stå en del strøm, som vi er nødt til at tage højde for. Udstyret med tidevandstabel for Dover, og atlas over strømmen ud fra tidspunkt for højvande i Dover, kan vi se, at vi skal sejle på lidt skæve tidspunkter for at undgå mest modstrøm eller steder hvor vi ikke vil være uanset om det er med- eller modstrøm. Det vil f.eks. være noget med at sejle meget tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen, og i sidste tilfælde så være sent fremme ved næste havn. Muligheden er også at ligge for anker. Vi fik desværre stjålet vores gummibåd tidligere, så vi vil helst have en ny inden, hvis vi skal ligge for anker.

I slutningen af første uge skal vi nå Oban, der er et af de sidste stop inden den Kaledoniske kanal. Det er en god marina i forhold til skift af besætning også. Ingen afmønstrer, men Liselotte og hendes piger, Luna og Frida, påmønstrer til at sejle med gennem kanalen. Fra Oban er der en dags sejlads op til Fort William, hvor kanalen ca. begynder.

Det er ikke helt til at blive klog på sejlads i den Kaledoniske sejlads. Der er ventepontoner ved hver sluse, men det ser ikke ud til at der er havne – snarere pontoner ved hoteller ol. men kan vi mon ligge der om natten? Måske er ankring det mest almindelige. Vi søger og kigger i diverse guides mm., men som minimum vil vi blive klogere når vi taler med andre sejlere i Irland og Skotland på vores vej til kanalen.

Inverness er endestationen for den Kaledoniske kanal. Her afmønstrer Liselotte, Luna og Frida, og Tonny, der også var med på aller første tur fra La Manga til Torrevieja, påmønstrer til at hjælpe med at sejle over Nordsøen.

Der er ca. et døgns sejlads til Petershead, der er østligste punkt inden Nordsøen, men hvis vejret er til det tager vi måske bare direkte ud i Nordsøen uden stop. Nordsøen vil være ca. 3 døgn. Vi håber på vestenvind, og gerne uden alt for stejle bølger, da de er værre at sejle i end Biscayens runde og lange bølger. Det skyldes Nordsøen er meget lavere end Biscayen.

Jeg mangler at kigge mere på Nordsøen i forhold til rute, olieplatforme, lavtvandsbanker mm., men det må være det næste der skal studeres.

Blandt hjemlige kyster
Nå ja, der er jo egentlig et stræk mere. Vi sejler gennem Limfjorden, og første stop bliver Struer (eller Thyborøn ved indsejlingen til Limfjorden, hvis vi har brug for at gå i land ovenpå Nordsøen). Vi vil også forbi Hvalpsund, hvor jeg grundlagde mit sejlerliv, og første gang havde June med ude at sejle i min fars sejlbåd. Så det vil på en eller anden måde slutte en ring at komme her forbi. Skulle tiden være knap vil vi kunne efterlade båden et sted, og tage sidste stræk en weekend. Før i tiden ville turen fra Limfjorden og til København være et langt stræk – nu er det pludselig blevet en lille distance, der vil kunne klares med ca. 1 døgns sejlads. Sådan kan grænserne jo flytte sig.

Hvor båden kommer til at ligge her i København vides ikke. Vi er skrevet op til fast plads 2 steder, men kan ikke regne med at få dem i tide. Vi søger lige nu efter gæstepladser der skal være ledige frem til vintersæsonen starter, og er startet så tæt på hvor vi bor som muligt, og så arbejder vi os ud (typisk mod syd) for at finde et ledigt sted. Forhåbentlig lykkes det snart.