Oban – Inverness. Den Kaledoniske Kanal
“Se ham”, siger han og peger på mig. “Den mand er i problemer, det er en katastrofe”. Ordene kommer fra en slusevagt i Neptuns Staircase til nogle af de turister der står og ser på. Umiddelbart lyder det som om noget er helt galt, men heldigvis havde jeg talt med ham tidligere, hvor han lod mig styre en sluse, så jeg vidste at der ikke var ved at ske noget slemt. “Se, han er ene mand sammen med 5 kvinder“. Jeg synes jo selv, at jeg havde det som blommen i et æg. Der var måske senere et enkelt tidspunkt, hvor jeg lige sendte ham en tanke, da der var gået skønhedssalon og håndarbejdsværksted i den mens jeg sejlede os over Loch Oich, men det var også det. Det var et super hold til at sejle gennem de 29 sluser i den Kaledoniske kanal.
Code of practice
Liselotte, Frida og Luna var ankommet til Oban Marina lørdag, og blev straks efter maden uddannet af Laura i at binde fendere fast, en vigtig kundskab når vi nu skulle igennem alle sluserne. Søndag morgen var vi så klar til at sejle videre op mod kanalen, en tur på ca. 45 sømil. Når man sejler nord ud af Oban skal man overholde en “Code of practice”, idet man runder Kerrera øen, og der er en del trafik af store skibe, der kommer rundt om øen uden man kan se hinanden før i sidste øjeblik. Nogle af reglerne er at man som sejlbåd skal sejle for motor, holde sig i styrbord side, og lytte på kanal 12. De store skibe annoncerer så deres ankomst på kanal 12. Der var ingen store skibe da vi sejlede ud for motor, og så snart vi var fri af sundet kunne vi endelig sætte sejl. Vel at mærke for første gang på denne ferie. Det var skønt. Der var medvind og ca. 8 meter i sekundet, hvilket var super at sejle i.
Igen var det en utrolig smuk sejltur langs små klippeøer. På et tidspunkt lidt spænding også, da dybdemåleren faldt fra 38 m til knap 3 meter – vi skal bruge 1,7 meter ved vi fra Crinan kanalen, hvor vi lige var nede og røre bunden forsigtigt. Vi var i nærheden af en klippeø, men der burde ikke være noget her. Jeg drejede væk, og zoomede samtidig på kortet, der ikke viste klipper eller en banke. Det sidste vi ville var at ramme en klippe. Heldigvis var der efter 10 sekunder 40 meter igen, og roen faldt på igen. Måske var det en fejl på dybdemåleren, eller måske – og den forklaring hælder vi mest til – var Nessie sluppet ud af Loch Ness og kanalen, og boltrede sig i vandet syd for kanalen.
Fort William
Vores nye gummibåd i brug ved Fort William
Efterhånden som vi nærmede os Fort William, hvor den Kaledoniske kanal starter, begyndte højderyggene på hver side af os at rejse sig, og markere The Great Glenn, der udgør den forkastning eller dal, som den Kaledoniske kanal, med de tilhørende søer, ligger i. Det viste sig at være godt vi havde fået fat i en gummibåd, for i Fort William måtte vi lægge til en ankerbøje. Der er en lille ponton, men vi stikker for dybt når det er lavvande. Ankring ved Fort William styres af en flok frivillige. Vi ringede på et telefonnummer fundet på nettet, fik anvist en bøje, og sejlede ind i gummibåden for at lægge den aftale donation for at anvende ankerbøje og ponton. Det var vores første nat for en ankerbøje, så jeg downloadede en ankervagt app til mobilen, der ville alarmere hvis vi flyttede os for meget i løbet af natten. Den slog jeg så fra igen efter at være blevet vækket midt om natten af en meget ubehagelig alarm pga. en usikkerhed i vores GPS position. Vi lå trygt og godt. Mandag morgen blev et hold sendt ind for at handle, og de kunne berette at Fort William er en meget hyggelig by.
Neptuns Staircase
Neptun’s Staircase i baggrunden, og et tog der minder om Hogwarts Expressen passerer på svingbroen lige før.
Fra Fort William er der en meget kort tur op til selve kanalen. Vi havde licens på plads fra Crinan kanalen, idet billigste løsning var at købe en 2-ugers licens, så vi var hurtigt gennem første sluse. Herfra kunne vi sejle frem mod Neptuns Staircase, der er en trappe af 8 sluser, der i alt løfter os 20 meter op. Vi lagde os nedenfor og gik op og talte med slusevagten. Der var en gruppe både på vej ned, og vi ville kunne komme igennem når de var nede. Så var der god tid til en is, og at se på hvordan det foregik. Det var en rigtig sommerdag, så vi kunne nyde vejret og omgivelserne, og tale med bl.a. en dansk båd på vej igennem. Det var også her den ene slusevagt opdagede jeg var ene hane – måske derfor jeg fik lov at betjene en af sluserne. Det var noget nemmere med håndtag frem for manuelt at skulle skubbe sluserne i og op. Sjovt nok var vi ligesom i Crinan kanalen eneste båd gennem sluserne i vores retning – det skulle ændre sig senere. Igen var vi en turistattraktion, og faldt i snak med mange forskellige og interesserede mennesker fra alle mulige nationer. Vi var stadig i tvivl omkring overnatning, men slusevagterne er gennem hele kanalen meget flinke til at hjælpe med at finde plads. Vi overnattede lige ovenfor Neptuns Staircase på sidste plads hvor vi kunne få strøm. Vi lå tæt på en båd fra Inverness, der kunne anbefale en lokal pub med god mad, så den fik vi prøvet af efter en god dag i sluserne.
Ved Neptuns Staircase er man også tæt på Ben Nevis, der med sine 1346 meter er storbritanniens højeste berg. I et normalt skotsk vejr er toppen dækket i skyer, men med det gode sommervejr vi oplevede kunne vi se toppen. Og når man er i Skotland er det vel nærmest et must at se et Whisky destilleri. I gåafstand fra Neptuns Staircase ligger Ben Nevis Distillery, hvor vi mandag formiddag fik en rundvisning i Whisky-produktion. Vi fik også en smagsprøve, og selv om vi lærte tricks om at tilsætte et par dråber vand, hvilket gjorde en forskel, så bliver vi nok aldrig særlig vilde med whisky.
Rundvisning på Ben Nevis Whisky destilleri.
Efter rundvisning sejlede vi videre op til Loch Oich, der er kanalens højestliggende sø. På vej op til denne sejlede vi over Loch Lochy, der nok står som den smukkeste sø vi har sejlet på gennem kanalen. Søen er lang og smal (som de andre), men det er meget udtalt, hvordan bjergsiderne på begge sider går direkte ned i søen. Det er meget smukt. På Loch Oich blev vi anvist en ponton ved et aktivitetscenter. Der var ikke meget aktivitet over stedet på det tidspunkt, men der var en bar, hvor de viste VM semifinale mellem Frankrig og Belgien, så den fik vi set.
“All But England”
Dagen efter stod den på endnu en VM semifinale. England skulle spille mod Danmarks banemænd, Kroatien, og vi planlagde at se den i Fort Augustus, der ligger ved Loch Ness. I Fort Augustus er der endnu en trappe med 5 sluser, der ligger centralt i byen. Sammenlignet med Neptuns Staircase var her også langt mere travlt, idet flere både skulle både op og ned. Vi var nødt til at få tømt septiktank, så vi missede en af convoyerne ned. Vi måtte også konstatere, at nedenfor sluserne var der godt fyldt op på pontonerne, og kunne vi ikke få en plads der ville vi være nødt til at fortsætte ud på Loch Ness. Vi valgte derfor at blive oppe over sluserne og blev lovet vi kunne komme med ned i første hold dagen efter.
Vi fandt en pub, der viste England-Kroatien. Der var flest der holdt med England, og god stemning. Der var også nogle stykker der holdt med Kroatien, men de var skotter, og ikke Kroatere. Vi fik forklaret, at de holdt med ABE – All But England. Og efter at have holdt med Sverige, Columbia, og nu Kroatien kunne ABE-Tilhængerne endelig juble, da Kroatien også ekspederede England ud af turneringen.
Nessie kigger forbi
Urquhart slotsruin ved Loch Ness
Torsdag morgen var vi klar til sidste stræk til Inverness, hvilket også betød turen over Loch Ness. Men hvis det var Nessi vi oplevede før kanalen, ville den så være tilbage i vante omgivelser i dag – og hvordan kommer den egentlig uset gennem sluserne? Der var modvind, og da vi skulle nå Inverness inden sluserne lukkede fortsatte vi for motor. Ca halvvejs op af søen ligger slotsruinen Urquhart, som vi sejlede tæt forbi. Her er også en lille bugt ind, hvor vi stoppede op, og June, Frida og Luna havde vilje nok til at bade selv om det ikke var så varmt den dag. Det blev selvfølgelig belønnet – ingen mindre end Loch Ness uhyret kiggede forbi og hilste på. Nessie er slet ikke så grøn som hun afbildes som…
Besøg af Nessie
Vi sejlede herfra det sidste stykke ind til Inverness. Igen skulle vi igennem en trappe på 4 sluser ned til Seaport marina, der var vores mål. Sluserne ligger her lidt mere afsides, nærmest i et industrikvarter, og der var ingen mennesker som vi oplevede det ved Neptun’s Staircase og Fort Augustus. Men så, lige som vi får besked på at kunne sejle i første sluse, dukker der alligevel 2 mennesker op, som vi rent faktisk kender. Det var Søren og Merete, som vi vidste var på ferie i området og også at de ville kigge forbi i Inverness. Ved hjælp af en ihærdig taxa-chauffør og et Scottish Canals kontor havde de fundet frem til hvor i Kanalen vi var. De kunne lige nå at hoppe med ombord og få turen med ned gennem sluserne. Slusevagten havde sørget for reservation af plads i Seaport Marina, så han anviste bro og plads – dejlig nemt.
Klar til Nordsøen
Fredag blev det så tid til at sige farvel til Liselotte, Luna og Frida, der havde taget sluserne i kanalen og livet på båden med storm. For at gøre vores egen afgang fra Inverness uafhængig af slusernes åbningstider, sejlede June, Laura og jeg ud gennem de sidste 2 sluser og over i Inverness Marina.
Vi ligger nu i Inverness Marina, der er en ret ny marina med rigtig gode faciliteter. Vi gør båd klar, vasker tøj, handler ind til flere dage på havet, og afventer at Tonny ankommer senere på aftenen. Han bliver leveret direkte til båden fra lufthavnen af Søren og Merete i deres udlejningsbil. Det ser ud til at vi har et godt vejrvindue til at komme afsted allerede i morgen, lørdag, så nu handler det om at få gjort båden og os klar til Nordsøen, der bliver en helt anden type sejlads end det vi har oplevet den sidste uge.