Marquesas og tatoveringer

Man kan ikke sige Marquesas uden at sige tatoveringer. Vi har et par stykker hver som har helt særlige betydninger. Da vi for alvor begyndte planlægningen af denne tur, aftalte vi også, at når vi nåede Marquesas skulle vi have en tatovering hver. Vi er fascinerede af dels historien og den måde man bruger tatoveringer til historie og livsfortællinger.

Tegnene i Marquesiske tatoveringer stammer fra tiden længe før der kom europæiske soldater, missionærer og kolonister til øerne.

Hver øgruppe har deres egne gamle symboler. Polynesien havde ikke et skriftsprog så deres kultur og historie er viderebragt i deres kunst fx tatoveringer, sang, dans, skulpturer og smykker.

I midten/slutningen af 1800 tallet kommer missionærerne fra Europa og de forbyder det hele, og først i 1980’erne, hvor marqueserne for alvor begyndte at kræve deres ret til deres oprindelige kultur, ophæves dette forbud (ikke at de havde særlig stort held med forbuddet). Det betød dog, at megen viden om symbolerne og deres placering på kroppen gik tabt. Heldigvis har bla den tyske læge og opdagelsesrejsende Karl Von Den Stein gjort et stort stykke arbejde for at samle og nedskrive historier, overleveringer og ikke mindst tegnene.

Man mener dog, at han var en generation for sent ude til at kunne samle alt op, så en del viden er gået tabt, ikke desto mindre har hans arbejde medvirket til at 100 patutiki’er er opført på UNESCO’s immaterielle kulturarvsliste.

Marquesiske tatoveringer kaldes Patutiki, på Tahiti (1500 km væk), som hører til selskabsøerne kaldes de for tatar, og på andre øriger i Stillehavet har de helt andre navne. Mange af tegnene går igen, og enkelte tegn minder om tegn som vi også kender fra inuitterne på Grønland. Mange turister, som os selv får lavet tatoveringer her.

Vi har fået vores designet og lavet af en meget dygtig tatovør på Nuku Hiva, Daniel, som går op i at lave tatoveringerne personlige og med respekt for de oprindelige traditioner.

Daniel tog udgangspunkt i en samtale med os, hvor vi hver især fortalte om os selv, vigtige personer og begivenheder i vores liv samt vores værdier som mennesker. Ud fra disse samtaler har han designet en tatovering til os hver. En dag hvor vi var hos Daniel kom en anden tatovør forbi og så vores tatoveringer, og det var næsten lidt skræmmende hvor meget han kunne fortælle om os, bare ud fra vores tatoveringer.

Mange motiver hører til på helt bestemte steder på kroppen, fx det motiv Søren har fået på indersiden af overarmen, er der fordi det er der det hører til på kroppen, andre motiver hører til på enten kvinder eller mænd, andre knytter sig til livsfaser.

Tilbage i tiden (uvist hvornår) fik de unge/ børnene deres første lille tatovering når de blev kønsmodne, en streg og alle fik den samme. Efterhånden som de udviklede sig som mennesker blev der tilføjet tatoveringer med personlige karakteristika, andre med deres bedrifter, eller tatoveringer som skulle styrke dem. disse blev placeret blandt de tatoveringer som har eksakte placeringer.

Tilbage i tiden var det oftest den med den dygtigste tatovør som blev høvding. Tatovørerne havde ligefrem en status af spirituelle ledere, hvilket indebar et ansvar ,der gjorde de sjældent havde familie. De kunne nægte nogle at blive tatoveret, eller stille krav til kost, eller ting de skulle opnå for at få bestemte tatoveringer. I øvrigt som en sidenote: Høvdingene var oftest kvinder, men dette ændrede sig da franskmændene kom til øerne, for de kunne ikke forstå eller acceptere, at høvdingen de skulle tale med var en kvinde. De ville tale med mænd – tankevækkende, at franskmændende fandt den marquesiske kultur tilbagestående…

I dag ser vi stadig mange som er tatoveret på store dele af kroppen, unge som gamle, vi har mødt mange som også er tatoveret i ansigtet, ja selv på øjenlågene. I starten lagde vi meget mærke til det, fordi mange er virkelig meget tatoveret, men fordi det er så almindeligt her, er det kun når vi ser nogle med særligt flotte tatoveringer at vi tænker over det. Men de lægger mærke til vores og bliver glade, idet de oplever det som respekt og accept af dem og deres kultur, når vi som gæster vælger deres tatoveringer, hvis de vel at mærke er “rigtigt” lavet med respekt for traditionerne og ikke bare “turisttatoveringer”. De er glade for at dele ud af deres kultur, lige som når de lærer os deres traditionelle danse, underviser os i ukulele, når vi inviteres hjem til dem og de forærer os store mængder frisk frugt. Vi har aldrig oplevet et folk der er SÅ villige til at dele, til trods for at mange set med europæiske øjne har meget lidt, men man har måske heller ikke brug for meget, når vejret altid er dejligt varmt og man bor i den smukkeste natur.