Marquesas, Fransk Polynesien

Hvor skal vi dog begynde for at beskrive Marquesas-øerne, disse helt fantastiske og frodige øer, der rejser sig pludseligt flere hundrede meter op langt langt ude i Stillehavet. 

Vi kan jo starte hvor vi var, da vi beskrev det meste af vores oplevelser på Galápagosøerne, nemlig to tredjedele af de 3000 sømil fra Galapagos til øen Nuku Hiva. Men der er nu alligevel ikke det helt store at sige om det. Den sidste tredjedel var lige så god som første,  vores gaster Knud og Marianne tog Stillehavet og livet ombord til sig, og Stillehavet levede op til sit navn.  Vi sejlede de godt 3000 sømil på 20 døgn. Vi blev beriget med de smukkeste solop- og nedgange, delfiner i massevis, lidt hvaler og en helt fantastisk stjernehimmel. 

Den 4/12-21 ankom vi tidligt om morgenen til Taioha’e Bay, Nuku Hiva. Vi var knap kommet ind i bugten, før 3 dinghyer kom susende i mod os hujende og truttende. Det var besætningerne fra Pura Vida, Stella og FantaSea som tog i mod os på samme vis som de gjorde da vi ankom til St. Vincent efter at have krydset Atlanten. De og Elma havde lavet lækker morgenmad som vi spiste sammen alle sammen. Sikke en dejlig velkomst.

Kaoha Nui

Marquesas øgruppen består af 12 øer, hvoraf de 6 er beboede og er den nordøstlige del af Fransk Polynesien. Øerne er bjergrige og frodige. Der bor knap 10.000 fordelt på øerne. Befolkningen taler både fransk og polynesisk. Forskellige europæiske personligheder har boet på disse fjerntliggende øer. Paul Gauguin levede en del af sit liv på Hiva Oa, hvor der også er et museum over hans malerier fra øen, og hans gravsted højt beliggende med udsigt ud over Stillehavet. På Fatu Hiva bosatte Tor Heyerdahl sig en periode, inden han tog på sin berømte Kontiki-ekspedition.

Nuku Hiva er hovedøen i Marquesas øgruppen, og også her vi tilbragte mest tid i øgruppen. Lidt ligesom Bequia blev et hjemssted for os i St. Vincent og Grenadinerne (se Saint Vincent og Grenadinerne), blev Nuku Hiva det her. Hver morgen var der cruisers network på VHF’en, hvor man kunne høre om aktiviteter på øen. Nogle af aktiviterne kunne man deltage i, f.eks. gik June og Laura til dans og forsøgte at lære sig de lokale danse, som er meget svære, idet hele kroppen er i bevægelse i en koordineret symfoni, der synes at kræve nogle ekstra led i kroppen, som vi europæere åbenbart ikke besidder.

På Marquesasøerne siger man Kaoha eller Kaoha nui når man siger goddag (på de andre øgruppper siger man Ia Orana), nui betyder meget. Hvor trykket i ordet ligger afhænger af, hvilken ø du er på. Farvel er Nana på alle øerne. Marquesas bugner af frugter som banan, mango, brødfrugt, papaya og naturligvis kokosnødder. Vandet omkring øerne har mange fisk, og den mest almindelige spise er tun. Hvis man er heldig kan man købe frisk tun på molen for ca 40 kr. pr kg. 

Når man går på gaden hilser alle, ikke bare med et nik, men med smil, øjenkontakt og et Kaoha, folk vinker og hilser fra deres biler og man føler sig hurtigt hjemme. 

Vi har kun oplevet søde og venlige mennesker, og vi har oplevet at folk gerne vil i kontakt med os, og de forsøger sig gerne på et engelsk, som er lige så dårligt som vores franske, for at komme i snak med os. På Marquesas er der meget lille kriminalitet, så husene er ikke indbrudssikret, man behøver ikke at låse cykler, biler eller sin dinghy. Vi har været vant til altid at låse vores dinghy, og det er befriende og føles trygt, at det ikke er nødvendigt.

Giv en gave

Vi har ikke tal på al det frugt vi har fået forærende, flere gange er vi blevet inviteret ind i folks haver og er blevet begavet med store mængder frugt. Hver gang har vi forsøgt at få lov til at betale, men det vil de ikke høre tale om. Selv på restauranter har vi oplevet at de har givet os frugt med hjem. Hvis man har mere end man selv har brug for, så deler man også selvom man ikke har ret meget andet end frugt. På Hiva Oa havde vi båden på værft, hvilket trak ud. Derfor blev det lidt flere dage på et lille hotel end det var planen. Ejerne bad os sige til når vi skulle sejle, for så ville de komme med frugt til os. Det gjorde vi, og dagen før afgang fik vi en stor bananklase og en stor pose mangoer, papayaer og grapefrugt.

Vi havde en stor køletaske til overs fra turen over Stillehavet, som vi jo klarede uden køleskab. Efter vi havde fået ny kølekompressor behøvede vi den ikke længere. Derfor tog vi den med i land på Nuku Hiva, og forærede den til den første tilfældige fisker vi mødte. Han blev nok lidt overrasket, smilede forundret og sagde tak. Det var en god fornemmelse – de har fat i noget helt rigtigt langt ude i Stillehavet. At han så, hver gang vi mødte ham efterfølgende, tilbød os forskelligt frugt, som han straks hentede i sin bil, var blot en bonus og slet ikke forventet. Og der var så meget at vi kunne dele med andre både og stadig have travlt med at spise det inden det blev dårligt. Fiskeren fortalte, at han havde suppleret fiskeriet med at sejle ture for turister. Selv om der er mange fisk omkring øerne, så kan de godt mærke, at de store internationale fiskeflåder er godt i gang med at tømme havene for fisk. Han sejlede bl.a. mellem Nuku Hiva og Ua Pou, samt ture til det største vandfald på Nuku Hiva, som kun nåes ad vandvejen.

Vandfaldet kunne vi selv sejle til. I nabobugten til Taiohae, Daniels Bay, lå vi helt alene i den skønneste bugt med stejle klipper helt ned til vandet. Troels Kløvedal beskriver dem som kilometerhøje klipper, men det er nu alligevel en overdrivelse. Inderst i bugten gik vi i land med gummibåden, og blev modtaget af en familie. Der bor meget få i dette palmetræsparadis indeklemt mellem de stejle klipper. Den første familie betaler man et beskedent beløb til som adgang til vandfaldet. Til gengæld får man så meget frugt med derfra, at det er meget svært at nå at spise inden det bliver overmodent. F.eks. grinte de, da Søren tog nogle få lime fra en stor spandfuld. Nej Nej, vi skulle have alle limes i spanden. Næste hus man møder på stien tilbyder at lave frokost til når vi kommer tilbage fra vandfaldet. Det skal man sige ja tak til, for det er virkelig lækkert og hyggeligt. Her sidder man i haven og får grillet tun med forskellige salater til. Virkelig hyggeligt, og en familie, der gerne vil snakke om hvor vi kommer fra, rejsen hertil og hvad det er for et sted de bor. I øjeblikket var de ved at transportere en større mængde sække med Cobra (tørret kokos) og frugt ned til deres joller, som skulle transporteres over til forsyningsskibet, der ville komme til Nuku Hiva et par dage efter.

Frokosten og frugten er dog først efter en fantastisk naturoplevelse, turen op til vandfaldet ad mindre og mindre stier op gennem skoven, og ikke mindst oppe ved vandfaldet, et grønt og meget fredeligt sted lukket helt inde bag de høje og stejle kipper. Vi var der udenfor regnsæsonen, så der var meget lidt vand i vandfaldet, men stedet var bare helt fortryllende pga af roen og den meget smukke natur.

Tiki’er og “bone holes”

På marquesas-øerne kan man virkelig mærke hvor stærk en kultur her har været, men også stadig er, selv om meget blev ændret med de franske missionærer for mange år siden, der med indførelsen af katolicismen på øerne fik undertrygt meget af den oprindelige kultur. Heldigvis var der nogle missionærer, der forstod, at det var bedre at have respekt for den eksisterende kultur frem for at undertrykke den. De begyndte at nedskrive symboler på (det kommer vi mere ind på i et senere blog-oplæg), sange, traditioner mm., selv om de ikke var populære i kirken tilbage i Europa.

Vi har nydt at se, når kirken har været omgivet af Tiki’er. En Tiki er en skulptur, der symboliserer en halv gud, halvt menneske, der skaber mennesker. Før i tiden tilbad, og frygtede, polynesierne Tiki’erne.

Flere steder i naturen kan man se de oprindelige ceremonipladser. Typisk vil man her finde et stort Banyan-træ (figentræ), stensætninger fra bygninger, pladser mm., men også store huller, såkaldte “bone holes”, hvor man opbevarede mennesker, typisk fanger fra andre stammer, og en missionær i ny og næ, indtil de skulle i gryden. Grufulde historier om, at de fik øjnene stukket ud og bundet inden de blev smidt i hullet får det til at løbe én koldt ned af ryggen når man står og kigger ned i sådan et hul.

Den mere brutale del af Marquesas’s historie står helt i kontrast til, hvordan menneskene på Marquesas-øerne møder os i dag. Verdens gladeste, hjælpsomme og søde turistchef er vi sikker på findes på Nuku Hiva. Hun hedder Colette, og man bliver altid i godt humør når man træder ind på turistinformationen til hende. På vanille farmen ved Tapivai oplevede vi i to omgange en kæmpe gæstfrihed (vi måtte lige have Freja og Nanna med derover, da de besøgte os herude). Her kan man se hvordan vanille dyrkes, og får en stor forståelse for prisen på vanille. Hver eneste vanillestang skal bestøves med håndkraft, idet den særlige birace, der ellers gør det, er uddød. Så de arbejder mange timer om dagen på vanillefarmen, der ejes af en tidligere sygeplejerske og hendes mand. Og selv efter en lang arbejdsdag bliver vi budt på frugt, noget at drikke, vist rundt, og er med til fordring af grisene, der glade grynter rundt på deres naturgrund, hvor man i øvrigt kun kommer op i bil, hvis man har firhjulstræk. Alt samme helt gratis, så vi købte en masse vanille som tak.

Øerne  minder selvfølgelig om hinanden, men man opdager nogle små forskelle når man får lov at bruge lidt tid på øerne. Som nævnt i starten er der forskel på, hvordan de udtaler Kaoha, typisk ligger trykket forskelligt.

På Ua Pou oplevede vi i højere grad at sport var en del af deres hverdag end på andre øer. På alle øer spiller de en del volleyball og petanque, men på Ua Pou mødte vi løbehold, surfere, så basketballturnering og der blev også spillet en del fodbold. Også mængden af sportsbutikker var større på Ua Pou.

Der kan også være forskel på hvilket materiale man bruger til Tiki’er på øerne. Ua Pou har for eksempel flere nye Tiki’er af sten end de andre øer, hvor de typisk er skåret i træ.

“Så hellere vaske tøj for andre…”

Vi brugte en del tid på Nuku Hiva med Daniel. Ham kom vi til at kende, fordi han vasker tøj. Og så tatoverer han også. Men Daniel har en helt anden uddannelse, telekommunikation fra Paris. Han kunne sagtens arbejde med det han er uddannet med, hvis han boede et andet sted, hvilket han også har gjort. Men i Europa ser vi ikke hinanden. Vi går bare forbi hinanden på gaden. Ingen hilser, smiler, eller kigger op fra deres Smartphone. Alle har travlt. Og efter noget tid blev det nok for Daniel. “Så vasker jeg hellere tøj for andre her på Nuku Hiva, end at leve i en bobbel og ikke være tilstede i nuet og blandt de mennesker jeg omgiver mig med”, er erkendelsen. Og han har helt sikkert fat i noget. Vi har grinet af, at når vi kommer hjem bliver vi de skøre mennesker, der smiler og hilser på alle vi møder på gaderne i København.

Daniel har nu også startet en cafe ved sit vaskeri og tatoveringsshop, sammen med sin mor. Læg vejen forbi og hør noget lokal musik, få en hyggelig snak, vasket tøj, snak med hans mor som er shaman og få måske en tatovering. Og så ligger det lige ved siden af den nye bådudstyrsbutik, så der er masser af grunde til at komme der forbi.

Forsyninger til og fra øerne kommer hovedsageligt med forsyningsskibe, der sejler i fast rute mellem øerne og Tahiti. Man er vant til, at måtte vente til næste skib, hvis der er noget der mangler. Og det vænner vi andre os såmænd også til, selv om det slet ikke falder os så naturligt. Men vi lærer at vi sagtens kan klare os med hvad vi har ombord, og sætte stor pris på hvad vi kan få når der så har været forsyningsskib. På Ua Pou var vi igen blevet inviteret ind i haven hos et par for at få mangoer. Manden fortalte at det var egentlig blot midlertidigt de skulle have boet der, men så var de blevet meget glade for det og var blevet boende. Det sværeste var nok her udenfor regnsæsonen, hvor det ikke regner så meget. Marquesas-øerne får nærmest udelukkende deres ferskvand fra regnvejr. Det gælder om at få samlet så snart det regner, men da det ikke havde regnet så meget en periode, havde man på Ua Pou indført rationering på ferskvand, så vandforsyningen var kun åben halvanden time om dagen. Selv når vi sejler længere stræk har vi mindre streng rationering på vandet.

Ukulele med Chez Jimmys husorkester

En af vores ynglingsøer på Marquesas er Tahuata. Her sejlede vi ned for at holde jul og nytår. Som de andre øer er den utrolig smuk, og vi synes på sin vis også mere “urørt” end de større øer. Der var ikke en havn til beboernes små fiskebåde, så de lå ved bøjer i bugten. Det var meget normalt, at inden de lagde sig for bøjen kom de forbi og spurgte om vi kunne sejle dem ind. Det ville vi altid gerne, og så sejlede vi hen til deres båd, og når den var fortøjret hoppede de ned i gummibåden og vi sejlede dem ind. De er oftest ikke små mennesker, fiskerne på Marquesas-øerne, så der var godt pres på gummibåden en gang i mellem.

Skulle vi have adgang til internet var det oftest på caféen “Chez Jimmy”, en dejlig autentisk café, hvor sand udgør gulvet. Jimmy spiller Ukulele, tit sammen med mange af hans venner. Så der er ofte levende musik på caféen, mest fordi de slet ikke kan lade være når de mødes. Laura spiller også Ukulele, og prøvede en af de 5 Jimmy havde liggende. Da det gik op for Jimmy spillede han lidt med hende, og hun blev bedt om at spille lidt med næste dag, hvor vi havde julefrokost. Det turde Laura heldigvis godt, og dem hun spillede med var flinke til at hjælpe hende gennem de ukendte polynesiske sange. Hun fik en kanon oplevelse, og måtte bare efterfølgende købe sig en flot polynesisk ukulele, skåret af en af dem hun spillede sammen med.

Vores helt egen tiki

Når vi taler om urørte øer (så meget som det findes), så er der en ø, der på dette punkt slår dem alle. Fatu Hiva. Det er den sydligste ø af Marquesas-øerne, og den har ikke egen landingsbane, hvilket betyder meget for, hvordan øerne udvikler sig. Her nøjes man med et forsyningsskib ca. hver anden uge., og en færge til Hiva Oa nogle gange om ugen. Samtidig er naturen på Fatu Hiva exceptionel smuk. Man kan godt mærke, at penge ikke er så vigtige på Fatu Hiva – hvad skulle du købe med dem alligevel, når blot du har til nogle få dagligdagsvarer. Derfor er man også meget interesseret i at bytte. På Fatu Hiva er en fiskekrog og tovværk mere værd end penge. Så her byttede vi mere sprutter og kroge for frugt mm.

Vi var dog mere end rigeligt ladet med frugt fra Hiva Oa, så det blev ikke til meget bytteri. Til gengæld fik vi noget helt andet med. Fatu Hiva har nogle meget dygtige kunstnere, der skærer tiki’er ud af træ, og vi ville ikke forlade Marquesas-øerne uden at få en håndskåret Tiki med. Så vi opsøgte Simon og Sisi, og bestilte 2 store tiki’er, en til Laura og en til June og Søren. Vi kunne så også få ridset nogle af de Marquesiske symboler for rejse ind i Tiki’en. De havde nogle imponerende projekter i gang, og nogle flotte skåle – og en ukulele. Så det blev til lidt mere end tiki’erne. En flot skål med Marquesas-korset og en Ukulele til June – hun havde været misundelig på Lauras et stykke tid. Og naturligvis gav de os frugt i farvelgave.

Fatu Hiva er som nævnt øen, hvor Tor Heyerdahl boede en periode, og udtænkte teorien bag sin Kontiki-ekspedition. Fatu Hiva blev også vores farvel til Marquesas-øerne, og vi sejlede ud med solnedgangen mod Tuamotus-atollerne. Første atol vi sejlede til var hvor Kontiki-ekspeditionen landede på et rev, Raroia. Men før vi kommer dertil vil næste indlæg handle om tatoveringer.