Malaga – Alcaidesa (Gibraltar)
I dag holder vi hviledag. Vi er nået til Gibraltar, og ligger lige nu på den spanske side i en ny marina. Hviledag er måske så meget sagt, for nu skal der installeres vindmølle, og passagen gennem Gibraltarstrædet kræver også forberedelse. Hviledagen er egentlig styret af, at vi skal finde et godt vejrvindue at passere strædet i. Indtil nu har det navigationsmæssigt svaret lidt til at sejle rundt derhjemme, blot tilsat en noget større interesse for bølger, da de bliver en hel del større end i fx Øresund.
Gibraltarstrædet er dog smalt og diverse fysiske love gør, at det forstærker tingene. Vinden kan være jævn lidt væk (f.eks. her hvor vi ligger nu) men på smalleste sted af strædet kan det være som kuling. Derudover er tidevandet nu i spil, og med det følger strøm. Her gælder det om at finde et tidspunkt, hvor strømmen er med sejlretningen. Derudover skal vi undgå hård vind imod strømmen da det kan give store bølger. Nå ja, så er der en ikke uvæsentlig skibstrafik at tage hensyn til, men vi skal blot holde os fra deres “motorvej”, så bliver det ikke et problem.
Jeg har kigget på vejrudsiger, tidevandstabeller og diverse fif på nettet. Det ser ud til at vi lørdag har det hele til at gå op i en højere enhed med medvind og medstrøm, hvis vi rammer strædet 6 timer efter højvande, hvilket vil sige ved 10 tiden. Så det er planen.
Men så fortæller jeg planen til en lokal, der kigger lidt undrende på mig og siger: “Jamen på lørdag bliver det ret blæsende…”. Jeg dobbelttjekker, men synes stadig planen holder, man skal dog ikke ignorere lokal kendskab. Så tilbage i tænkeboksen og holde nøje øje med nyeste vejrudsigter fra forskellige kilder.
Her følger beskrivelse af turen hertil fra Malaga ud fra logbogen:
Malaga – Fuengirola, Tirsdag 19. juli 2016
Distance
Vejr
Vind
Bølger
15 sømil
Solskin, meget varmt
3 – 5 m/s, enkelt tordenbyge m 11 m/s
0,5 m
En kort dag. Både fordi vi trænger til en pause ovenpå at have sejlet alle dage siden Torrevieja, men også fordi Veronika lige skal have en chance for at få “søben” og slippe af med den værste søsyge. Nanna er jo så heldig at hun ikke kan blive søsyg… Vi når da at smide ankeret for en badetur om formiddagen, mens der ikke rigtig er noget vind.
Fuengirola – La Duquesa, Onsdag 20. juli 2016
Distance
Vejr
Vind
Bølger
35 sømil
Solskin
3 m/s
0,5 m
Inden afgang havde alle pigerne opsnuset, at der ligger en Primark i byen. Så de tog på udflugt fra morgenstunden, mens Søren fik besøg af en smed, der havde 2 støtteben klar til vindmøllen. Nu har vi alt hvad der skal bruges, og mangler så blot at montere møllen.
Sejlermæssigt blev det endnu en skøn dag med dejlige oplevelser – desværre ikke rigtig nogen vind. Men så kan man jo bare drive rundt og bade på 73 meters dybde i det klareste blå vand med en sigt på minimum 30 m.
Og så var vi heldige igen: Vi fik besøg af delfiner midt i aftensmaden, først 3, så forsvandt de i knap et minut og vendte så tilbage med mindst 4 venner mere. Som sidst gav besøget stor lykke ombord – og nej vi tror aldrig vi bliver trætte af de skønne væsners besøg
Vi kom først i havn ved 22 tiden og fik foræret en flaske vin på det flotteste havnekontor.
La Duquesa – Alcaidesa (Gibraltar), Torsdag 21. juli 2016
Distance
Vejr
Vind
Bølger
22 sømil
Solskin
3 m/s til start, stiger til 15 m/s ved Gibraltar
0,5 m, stigende til 1 m
Det var på høje tid. I dag har vi holdt mand-overbord øvelser. Nanna, Laura og til sidst også Søren skiftedes til at hoppe i, hvorefter vi andre øvede de rutiner der skal være på plads hvis det rigtigt sker. Én smider redningskrans og bøje ud, én stiller sig højt og peger hele tiden på den der er faldet ud, osv.
Vi sejler videre for motor, og ser pludselig noget i overfladen, som ligner et fiskenet, og som vi må korrigere for ikke at sejle i. Men det er ikke noget fiskenet, det er en havskildpadde som vi er superheldige at se igen.
Senere blæste det op som det jo er normalt på disse kanter, og vi rundede Gibraltarklippen i meget vind lige imod os. Det foregik for motor. Efter klippen kunne vi dreje ind i bugten og manøvrere rundt mellem de mange opankrede skibe ind til havnen Alcaidesa. Fordelen ved at gå i den spanske havn frem for en engelsk er, at Gibraltar har specielle toldregler, der gør vi ville skulle indklarere alt om bord, og det papirarbejde kan vi godt være foruden.