Inverness – København. Nordsøen og hjemlige kyster
Vi er hjemme. De sidste 3 uger, siden vi sejlede ud fra Carlingford, er fløjet afsted. Jeg husker da vi sejlede ud, at jeg tænkte, at over de næste 3 uger ville vi kunne tilføje endnu flere oplevelser til de mange oplevelser vi allerede har fået siden vi købte båden for to et halvt år siden. Med garanti. Hvilke oplevelser anede jeg ikke – jeg håbede blot de hovedsageligt blev af den positive slags. Oplevelserne op til og gennem Skotland har jeg skrevet om – den sidste del af rejsen hjem blev en helt anden slags sejlads end de første 2 uger, men de gode oplevelser udeblev heller ikke på denne del, om end Nordsøens bølger satte sit præg på den del af turen.
Ruten fra Inverness, over Nordsøen, gennem Limfjorden, og hjem til København
Vejrvinduet for Nordsøen så ok ud. Største udfordring var, at vinden ville droppe og der ville blive lidt vind, nogle døgn ingen vind. Tonny var ankommet fredag aften, så lørdag morgen gik han og jeg en tur til et par byggemarkeder, og fandt til sidst et par 20 liters dieseldunke, så vi nu har 6 ombord. På den måde ville vi kunne nå land uanset hvorfra vi var – det var så bare med at nå over halvvejs, så nærmeste kyst var den danske vestkyst og ikke den skotske.
Vi kunne komme afsted ved højvande omkring kl. 14 lørdag, og havde inden da fyldt tank og reservedunke. Det var med at nå så langt som muligt hurtigst muligt, da vi så lige ville kunne nå at bide os fast i noget nordgående vind, som flyttede sig vestpå.
Chanonry point ved udsejlingen til Moray Firth
Vi sejlede godt 8 knob for storsejl i rigtig god medstrøm ud af Inverness Firth og ud i det større Moray Firth der åbner sig op til Nordsøen. Jeg var lidt irriteret på mig selv, for det var først ude i Inverness Firth det gik op for mig, at der var ret lavt, og vi ikke nødvendigvis bare kunne holde på åbningen mod nord. Jeg fandt en sikker vej ud – det var højvande, så vi kunne måske sejle over det hele…. Vi var også heldige at se nogle ret store delfiner ved Chanonry point. Forventningerne til Moray Firth steg, da dette farvand skulle have rigtig gode betingelser for dyrelivet, og sandsynligheden for delfiner og hvaler skulle være det højeste på hele turen hjem. Vi så ikke en eneste…
Kl. 20 lørdag nåede vi nordligste punkt på hele vores tur hjem fra Spanien. Vi sejlede i 8 m/s medvind, men en halv times tid efter døde vinden. Jeg ville jo gerne gemme på dieselbeholdningen, men samtidig kunne vi samler set spare mere diesel ved at nå ud fra Skotlands østkyst hurtigt nok til at vi kunne fange den vind der skulle opstå der søndag. Så gang i motoren, som vi brugte frem til tidlig næste morgen. Vi slap kysten ved 3 tiden om natten, og ved 6 tiden begyndte der at komme vind.
Nu kom den rigtige del af Nordsøen, hvor der er langt til land og man stort set kun ser olieplatforme. Mange kan ikke lide Nordsøen, oftest pga. de krabbe bølger, der opstår fordi der er relativt lavt. Det næste halvandet døgn havde vi faktisk perfekt sejlervejr, og alligevel må vi melde os i den gruppe der ikke er begejstrede for Nordsøen. Vinden var foran for tværs til bidevind (så tæt på vinden vi kan sejle), og vi kunne sejle for fulde sejl pånær en periode med reb i storsejlet (hvor det er gjort mindre). Men bølgerne var virkelig irriterende. De var stejle som forventet, men også uregelmæssige, og bevægelserne i båden var i ryk i flere retninger. Og med konstant krængning oveni bliver livet ombord udfordret. Når vi var i kahytten for at lave mad, på toilet, opvask mm., var det med mere kvalme og søsyge til følge.
Ligge bi, en pause midt på Nordsøen
Vi ligger bi. Genua bakkes, storsejl strammes ind, og roret fuldt mod bagbord
Efter et døgns tid på den måde spørger June om vi ikke kan lægge os bi. Det er en måde at lægge båden stille, hvor den samtidig er ret stabil. Det anvendes ofte hvis man sejler ind i en storm, og det er ikke noget vi har prøvet før. Så det skulle prøves og her kunne vi gøre det uden for meget vind, så vi ikke kom i problemer hvis vi ikke kunne finde ud af det. Men det kunne vi. Og sikke en lettelse. Når man ligger bi bevæger båden sig selvfølgelig, men slet ikke så meget, og der falder en utrolig ro på. Vi lå en halv times tid, hvor der blev vasket op og lavet mad, og ikke mindst fik vi et pusterum fra den konstante krængning og rusketur i bølgerne. Derefter kunne vi tage fat med fornyet kraft, og en forvisning om, at det vil vi komme til at bruge igen.
Helt som forventet fra GRIB-filernes vejrmodeller, døde vinden helt mandag aften ved 19 tiden. Vi var ca. 125 sømil fra indsejlingen til Limfjorden, og havde rigelig med diesel. Så motoren startedes og vi sejlede afsted med så få omdrejninger vi kunne for dog at holde 6 knob – motoren havde jo problemer med at holde på olien, så vi måtte hellere være forsigtige. Nu blev det en helt anden type sejlads. Med tiden blev Nordsøen helt blank og rolig. June bagte boller og kanelsnegle tirsdag morgen, og vi kunne nyde den gode sommer med tanker til den bimini vi havde pillet ned, fordi vi ikke troede vi behøvede at beskytte os mod solen på disse breddegrader.
Limfjorden
Efter 430 sømil siden Inverness sejlede vi ind i Limfjorden. Limfjorden var fantastisk, ikke kun fordi det var slut med Nordsø-bølger. Det var i højere grad fordi der for os er en masse nostalgi med Limfjorden. Det var her jeg startede med at sejle som 8-årig, her June og jeg sejlede vores første sejltur sammen, var på første sejlerferie sammen rundt om øen Mors, og her vi lovede hinanden at vi engang skulle ud at sejle rigtig langt.
Limfjorden var også fantastisk af en anden grund, for her blev vi i Struer og Hvalpsund mødt af familie og venner. Vi sejlede jo egentlig Tonny hjem, da han har båd i Struer, og her fik vi set Helle og de af deres børn, svigerbørn og børnebørn, der havde mulighed for at kigge forbi – og sørgede for aftensmad og morgenmad. I Hvalpsund blev vi modtaget af Åge, Dorthe og min mor – og min mor gav rødspætter på havnens restaurant – og straks derefter kom Niels og Bente forbi – med en lækker kage. Så vi blev forplejet på helt sædvanlig vis når vi er på besøg i det jyske. Men det stoppede ikke her. Laura havde i Inverness spurgt Søren og Merete, om ikke Søren skulle sejle med os fra Hvalpsund til København, det ville de nemlig være hjemme i Danmark til. Og sådan blev det – som Søren sagde, når Laura inviterer kan man ikke sige nej. Og med Søren fulgte en madkurv med lækre sandwiches, æg, melon mm. Den levede vi af i godt et døgn.
Kaos på Anholt
Det var blevet torsdag, og vi ville rigtig gerne nå helt til Ishøj, hvor vi havde fået arrangeret en låneplads, så planen var at nå Hals samme dag. Der var super god vind fra vest, så vi nåede til Hals ved solnedgang. Det var en temmelig fyldt havn, men vi fik lagt os uden på en mindre båd, hvor besætningen var meget behjælpelige med at lægge til i blæsten. De skulle tidligt afsted næste morgen, men det var også vores plan. Næste morgen var vi tidligt oppe og afsted uden at se noget til vores nabo. Der var medvind til Anholt, som vi havde valgt at sejle til, da det ville være lidt kortere næste dag end hvis vi sejlede til Grenå. Jeg har aldrig før set så mange både i forhold til antallet af pladser. Havnefogeden mødte os i en gummibåd på vej ind og fortalte der var omkring det dobbelte antal både end der var pladser til. Det gav lidt udfordringer og mislykkede forsøg på ankring mm. men til sidst fandt vi en plads udenpå 3 andre både ned af en kanal skabt af andre både, der lå uden på hinanden. Søren skaffede nogle gode fisk som vi fik til aftensmad, og det blev også til en gåtur på bakkerne omkring havnen. Vi må se mere til øen en anden god gang.
En meget fuld havn på Anholt
Havnemanøvren da vi skulle fra Anholt var heldigvis helt perfekt, og kunne genetablere noget af den mistede havnemanøvre-selvtillid hos skipper fra dagen før. Planen var minimum Helsingør, og så ville vi nok kun nå Kastrup eller Lynetten søndag, hvilket betød vi måtte sejle båden det sidste stykke til Ishøj en af dagene efter vi var startet på arbejde. Vi lagde ud for sejl, men i løbet af eftermiddagen blev det vindstille, og vi måtte gå for motor. Lige nord for Sjælland så vi en flok marsvin. Det så ud til de jagede fisk, for mågerne var også i fuld gang med at dykke ned og samle fisk op midt i flokken af marsvin.
Med Kronborg om styrbord
Helsingør var ret fyldt op, og vi var trætte af fyldte havne, så vi sejlede ud igen. Med Kronbord om styrbord var Nivå næste plan, men på vej dertil besluttede jeg mig for at sejle til Lynetten eller Svanemøllen, hvilket igen blev ændret til Amager Strandpark for at lægge os ved en ankerbøje der. Et eksempel på, hvor beslutsom skipper kan være… Fordelen var, at vi så også kunne nå helt til Ishøj søndag.
Kronborg om styrbord
Turen gennem Øresund var meget speciel. Det var hovedsageligt som en hvilken som helst anden tur vi havde haft i vores tidligere båd Mira nogle år forinden, men med glimt af erkendelsen af et stort mål var ved at være nået. Ved midnatstid samlede vi en bøje op ved Amager Strandpark og lå ved den natten over. I fugleflugt var vi nu kun halvanden kilometer væk fra vores hus. Det var fantastisk at vågne op på båden med solen ud over Øresund. Her kunne vi så opdage, at det ikke var en ankerbøje vi havde ligget ved, men en afmærkning af badezonen – det var godt det var helt vindstille den nat… Nanna kom ned til stranden og blev hentet ud til båden i gummibåden, og så gik turen de sidste 19 sømil til Ishøj, hvor vi ankom ved 12-tiden. Her blev vi modtaget først af Peter ved en ponton i Vallensbæk sejlklub, som man kommer lige forbi på vej ind i Ishøj havn, og dernæst af Anja og Deniz, som havde været så flinke at køre vores bil til Ishøj så vi nemmere kunne komme hjem – der ventede jo en arbejdsdag næste dag.
Ikke blot sommerens togt på 973 sømil var til ende, men hele rejsen fra Torrevieja i Spanien, rundt om Gibraltar, op langs Portugals Atlanterhavskyst, over Biscayen, via Irland og Skotland hjem til Danmark var slut. Det var ikke helt til at forstå, og er det måske knap nok endnu. Mon ikke det går op for os når vi i den kommende tid lige kan smutte ned til båden og sejle en kort tur. Og så kommer hele næste del af planen med at gøre båd klar til endnu mere langturssejlads – men det vender vi tilbage til. Lige nu vil vi bare nyde at have båden tæt på.