Fortøjningerne er smidt
Jeg tør næsten ikke kigge op. Oppe på kajen står en flok mennesker – kollegaer, familie og venner – klar til at sende os ud på et på samme tid fantastisk og skræmmende eventyr.
Men det er nu det sker, så jeg koncentrerer mig om at få sluppet fortøjningerne og få styret båden fri af kajen, ikke helt let i den hårde pålandsvind. Og så kigger jeg op. Sikke et fantastisk syn. Vinkende, truttende og råbende, der altsammen handler om at ønske os en fantastisk rejse. Dette er følelsesmæssigt nærmest på højde med at se June gå op af kirkegulvet for næsten 26 år siden, eller da jeg så Freja, Nanna og Laura første gang, hvor der også ventede et stort ansvar og en masse fantastiske oplevelser – for ikke at tale om fornemmelsen af, at man ikke helt har styr på det. Der er ingen tvivl om vi vil huske det her for altid. Heldigvis har vi Nanna og Freja med ombord også, som jo ikke skal med på rejsen. Dem skal vi sige “på gensyn” til i fred og ro efter første etape.
Ugerne op til afgang viste os hvor rige vi er, og her taler jeg slet ikke om økonomi (og skulle vi være det, så spørg igen når vi kommer hjem). Der var nogle klargøringsprojekter der ikke gik efter planen, men så stillede et stort hold flere dage og hjalp. Men også lån af lejlighed, hjælp til flytning af Freja, Opbevaring af ting, salg af bil, osv. Vi er nogle heldige asener. Tak til alle!
Vi har talt en del om, at flere siger, at det sværeste ved at tage på langfart er at tage beslutningen. Den var ikke nødvendigvis så svær at tage. Den svære del har for os helt klart været konsekvenserne ved at tage beslutningen, herunder specielt at sejle afsted uden Freja og Nanna.
Vejrudsigten for vores første etape er slet ikke god. Hård vind til kuling, nærmest lige imod os. Første prøvelse som jordomsejler er Køge bugt. Vi melder os blandt gruppen, der siger “Vi skal sejle jorden rundt, men Køge bugt er lige hård nok”, så første stop bliver Dragør. Helt klart en lidt flad fornemmelse, men som en anden sejler sagde: I er jo ikke på flugt”. Her kunne vi så få lavet ankerspillet færdigt. En opgave kan fjernes fra TODO listen.
Nu en godt en uge efter afgang er vi nået gennem Kielerkanalen og ligger i Cuxhaven i Tyskland. Den første uge var hård. Mest på grund af vejret, hvor den hårde blæst ikke rigtig ville slippe sit tag. Men det er heldigvis bedre nu. Tingene blev temmelig presset op mod afgang, så vi har taget flere projekter med os end vi lige forestillede os. Det har jeg lige skulle bruge lidt tid på at acceptere. Men vi ved fra da vi sejlede Carpe Diem hjem fra Spanien, at vi kan klare os uden ekstra vandtank, watermaker, osv. på den del af rejsen der bringer os til de Kanariske øer. Og her har vi god tid til at få lavet det sidste. Vi fikser også ting på vej ned gennem Europa, vi kan lige så godt vænne os til der skal arbejdes på båden det meste af tiden alligevel.
Specielt turen gennem Kielerkanalen var skøn, det var nok her vi begyndte at kunne mærke, at vi ikke bare er på weekendtur. Og hvor vi endelig var ved at være udhvilede ovenpå mange lange dage op til afgang. De næste dage venter de Frisiske øer, hvor der skal tages højde for tidevand. Vi sejlede 2 både ud fra Lynetten. Fantasea ligger længere fremme end os, og det er gode beretninger de sender tilbage fra øerne, så vi glæder os.
