Den store makeover

Vi bestod testen – ikke en test, vi planlagde eller endda ønskede at tage, men en, der blev givet os af omstændighederne. Planen var at flytte ombord på Carpe Diem i midten af august, hvor vi flyttede ud af vores nyligt solgte hus, men virkeligheden er, at vi lige er flyttet om bord i slutningen af sidste uge, 3 måneder senere … I løbet af disse 3 måneder boede Laura, June og jeg i en campingvogn vi var så heldige at låne af venner. På vores jordomsejling bliver vi tre tvunget til at være tæt på hinanden på meget begrænset plads, og dette blev uforvarende en test af, om vi kunne klare det, da campingvognen er mindre end vores båd. Desuden testede vi også, hvordan vi reagerer, når planerne ikke holder. Og jeg vil sige, at vi bestod testen.

Bådfaktoren

Vi glemte at tage “Bådfaktoren” med i planlægningen, dvs. en faktor du skal gange på den tid du regner med arbejdet på båden vil tage for at få den reelle tid det tager. En faktor, der altid er (meget) større end 1.

For at være helt ærlig planlagde vi ikke rigtigt, vi startede bare, vel vidende, at det nu var tid til at få de store opgaver på båden gjort. Så projektet blev udvidet undervejs, og selvom vi lod Jakob Jensens Bådeværft håndtere mere end først planlagt, var det et større job for dem end både de og vi forventede.

Fra begyndelsen har vi vidst, at båden havde brug for en kærlig hånd, se Vi købte en båd. Der var revner i dækket, maling skrællede af, maling på fribordet var skrabet af fra fendere, våd kerne i cockpittet, gamle og ødelagte instrumenter, utætte luger osv. Masser at håndtere, og du kan se nogle få eksempler på disse på nedenstående billeder. Nogle billeder er før, nogle under og endelig nogle efter renoveringen.

Cockpittet

Noget af det første vi gjorde, da vi købte båden, var at fjerne teakdækket i cockpittet, da det var beskadiget. Dette efterlod et ikke så smukt cockpit, som vi ikke lykkedes at gøre helt vandtæt, hvorved kernen i sandwichkonstruktionen blev våd. Der var også et antal instrumenter i cockpittet, og de fleste virkede ikke. De, der gjorde, var alle placeret, så rorsmanden var nødt til at bede folk om at flytte sig for at kunne se dem, eller de var i vejen for at sidde godt.

Instrumenterne er nu fjernet og hullerne lukket ved hjælp af glasfiber og West System epoxy. Vi åbnede sandwichkonstruktionen og fjernede det våde balsatræ og erstattede det med nyt PVC-skum og lukkede med glasfiber og epoxy. Resten af arbejdet i cockpittet var spartling, slibning og maling, som vi havde fagfolk fra værftet til at udføre som en del af maling af dækket og fribordet.

Dæk og fribord

På et eller andet tidspunkt gennem årene er båden blevet malet – men det var ikke gjort særligt godt. Malingen var blevet påført på toppen af den originale maling uden korrekt slibning eller hæftning. Malingen blev påført oven på de skridsikre områder, hvilket gjorde dem mindre skridsikre. Resultatet var maling, der skrællede af omkring dækkets udstyr. Vi havde også en masse revner på dækket. Surveyen da vi købte båden anså det ikke for at skyldes konstruktionsproblemer, men vi kunne ikke være sikre. Måske havde vi også våd kerne her? Heldigvis ikke. Jeg åbnede op til kernen, og kernen var tør og sund. Revnerne gik gennem gelcoat’en, men ikke gennem det øverste glaslag af sandwichkonstruktionen. Den strakte sig dog en halv millimeter ind i laget.

Lagene med maling blev slebet af, og i områder med mange revner blev der tilsat et tyndt lag glasfiber for at forstærke. Før dette blev al udstyr fjernet fra dækket. Dette kræver faktisk, at man også splitter kahytten helt fra hinanden for at få adgang til alle bolte og møtrikker indefra.

Fribordet havde nogle ridser, men den værste del var områder, hvor fendere havde spist sig vej gennem noget af gelcoat’en. Båden havde været overladt til sig selv i måneder, faktisk år, hvilket gav fendere masser af tid til at slide sig gennem fribordets maling.

Efter en masse spartling og slibning – en af tingene, der tog meget mere tid end forventet – fik dækket og fribordet primer og maling. Og områder man træder på på dækket fik lagt Kiwi-grip på for at gøre dækket skridsikkert.

Arbejdet på dækket blev afsluttet med nye teak gribelister – prikken over i’et.

• 

• 

• 

Luger og portlights (vinduer)

Portlights og luger af akryl, der holdes i solen i mange år, bliver næsten umulige at se igennem, som om de er krakeleret i tusinder af stykker. Værre er, at nogle af lugerne og vinduerne var utætte og havde revner. At få lugerne repareret ville være virkelig svært og sandsynligvis uden et rigtig godt resultat, og det ville koste næsten lige så meget som nye luger og vinduer. Så selvom det er dyrt at udskifte, var det hvad vi valgte. Og vi er virkelig tilfredse med resultatet. Heldigvis kunne vi finde Lewmar luger og portligths i standard størrelse, der (næsten) passede lige i hullerne fra de gamle.

Indgangen til kahytten har nu fået en ny akryl skydeluge og døren blev ændret fra træluge til akryldøre. På denne måde får vi mere lys ind i kahytten, men også en bedre chance for at kommunikere mellem dem i cockpittet og kahytten, hvilket er vigtigt i dårligt vejr, hvor lugerne skal lukkes.

• 

• 

• 

Roret

Især det sidste år, mens vi sejlede Carpe Diem hjem til Danmark, har jeg kigget lidt bekymret på roret. I Carlingford vurderede jeg, at det var ok at sejle den sidste etape hjem. Men jeg var også sikker på, at med båden hjemme var det tid til at afmontere roret og enten udskifte eller vedligeholde det. Så da båden kom op på land på værftet, tog vi roret af. Tilstanden var ok, men til en jordomsejling er det en anden sag. Der var vand i roret, og kvadranten var tærret. Lejerne så ud til at være lavet af nylon, der ekspanderer i vand. Roret kunne ikke dreje i lejerne, så lejerne drejede sammen med roret.

Jeg tog roret til Jefa Steering, der producerer ror, og forventede at skulle bruge en god del penge på at udskifte til et nyt. Men det var der ingen grund til, var meldingen. Med instruktioner i, hvordan man lukker eventuelle lækager, udskifter manglende skum, rengøring af lejer osv., tog jeg hjem med det samme ror. Roret blev åbnet for at kontrollere skummet – hvilket var i orden – tørret ud, manglende skum blev fyldt med epoxy-filler, lækager blev lukket med glasfiber og epoxy, grundet og malet. Lejerne blev erstattet med nye lavet i POM, et materiale, der ligner nylon, men som ikke ekspanderer i vand (hvilket kan føre til, at roret sidder fast, noget du aldrig ønsker at opleve). Og til sidst blev kvadranten erstattet med en ny, så der ikke er mere skrøbeligt materiale som en del af styringen.

• 

• 

• 

• 

Fra skrot til slot…

Vi har omdannet det meste af det projekt, vi købte i Torrevieja i 2016, til en båd igen, og det meste af det fremtidige arbejde er nu mere direkte forbundet med at forberede båden til en jordomsejling. Vi ser frem til denne del og nyder stadig vores “nye” båd. Vi har endnu ikke lavet en ridse i den nye maling – den dag, vi gør, vil være en trist dag, men vi ved den kommer…

Vi er også flyttet tilbage ombord på båden og har sejlet den til Lynetten for vinteren. To dage efter dette fløj vi til Tenerife (hvorfra jeg skriver dette) som erstatning for sommerferien, der handlede om at flytte ud af vores hus, holde sølvbryllup og arbejde på båden. Efter 3 måneder i en campingvogn på værftet har vi virkelig brug for sådan en tur, så timingen var perfekt. Måske var det alligevel ikke så dårligt planlagt…