Danmark til de Kanariske Øer

14. november 2020 Slået fra Af Søren

Ud af mørket ser vi 6 spanske betjente gå målrettet mod os. Åh, har vi nu styr på afstandskravet…? Vi trækker lidt fra hinanden, nogle af os ned mod strandkanten for at skabe afstand. 4 andre strandgæster er fra vandkanten trukket op mod os, og som vi nærmer os dem, viser de os pludselig politiskilte og beder os om at stoppe. “Identificación” råber nogle af betjentene, der i mellemtiden er nået frem til os, i et bestemt toneleje.

Kort sagt har vi været tankeløse og dummet os. Vi er efterhånden en del danske både samlet her på Grand Canaria, og vi har typisk en del med hinanden at gøre, og ikke så meget med andre at gøre. Man kan måske strække den til, at vi lever i vores egen lille boble, hvor Corona holdes for døren. Men det er sådan set ligegyldigt i denne situation. Vi havde aftalt at mødes på stranden til lidt grill og leg. Vi ville blive over 10 personer, som er det tilladte, men så måtte vi dele os op i grupper. Det skete bare ikke – og derudover havde vi ikke sat os godt nok ind i, at spise og drikke udenfor caféer og restauranter er forbudt i Spanien. Vi var vel berusede – ikke af alkohol, men af det fællesskab vi alle har oplevet siden vi rejste hjemmefra, og som var tydeligt her i Las Palmas, hvor vores forskellige veje mødtes igen. Og så blev vi et kort øjeblik skødesløse. Set indefra var det måske ikke så slemt, for vi er jo vores egen boble, men vi skal selvfølgelig overholde love og regler, ikke mindst af respekt for det spanske folk, der har været ganske prøvet gennem Coronatiden.

Fællesskabet med andre langturssejlere er noget af det der har overrasket os. Lige fra Cabaret sur Mer, hvor vi stødte på Idefix, så Papaya, Cap Maj, Pura Vida, Stella, Anemis, Else Maria, Lulu, Artemis, ja flere kommer til . Det er rigtigt svært at beskrive. Vi er på en eller anden måde alle på samme mission med de udfordringer og glæder der følger med. Vi behøver ikke forklare hvor dybt vores savn til specielt Freja og Nanna er, men også til resten af vores familie og venner derhjemme. Hvordan det er at blive fanget i dårligt vejr. Og hvor fantastisk det er at sejle med delfiner rundt om båden, eller måske endda se hvaler. Vi så tydeligt inden vi tog afsted hvor velsignet vi er med familie og venner derhjemme, og vores nye sejlerfamilier herude i verden er ikke en erstatning for dem, men mere en tilføjelse, hvor vi er sikre på at flere af venskaberne rækker ud over dette eventyr. Mens pengene fosser ud af bankkontoen bliver vi rigere og rigere på det der virkelig betyder noget.

Og hvad med Laura, der jo må trækkes med sine forældre på sådan en tur. Hun stortrives. Vi var jo spændte på, om der ville være andre unge mennesker på de andre både. Det er der – det vrimler med dem. Også her er der allerede på denne første del knyttet gode venskaber.

“Jeg havde glemt mundbindet…” er en meget brugt sætning, når vi vender hurtigt tilbage til båden efter blot at være nået få meter væk. Vi rejser jo i en helt ny verdenssituation med Corona. Vi valgte blandt andet at tage afsted, fordi vi mener det er kommet for at blive og at vi må indrette os efter det indtil vacciner forhåbentlig bringer Corona på niveau med almindelig influenza. Der var mange ukendte i det valg. Ville europæiske havne være åbne? Ville der komme en 2. bølge? Kan vi overhovedet komme til Caribien osv. Nu er vi nået de Kanariske øer, og synes indtil videre det er gået forholdsvis smertefrit i forhold til at komme frem. Havnene er generelt åbne. Der har været lidt med England og noget karantæne, men vi sejlede på den franske side af kanalen. Vi har måttet fravælge Marokko på vores vej hertil, men ellers ingen forandringer. Vi følger selvfølgelig myndighedernes krav med afstand, hygiejne og mundbind. Ja altså indtil vi så ikke gjorde, hvilket vi satser på blev et enkeltstående tilfælde, det er jo helt op til os selv. Helt egoistisk set har vi kunnet nyde godt af, at der altid har været plads i havnene, ja selv her i Las Palmas, der ellers plejer at være fyldt helt op af ARC’en (fællessejlads til Caribien). Det har dog været tydeligt hvor hårdt ramt verden er, da vi flere steder har oplevet spøgelsesbyer, hvor der normalt ville være gang i turismen.

Vi kan også se, at fra nu af bliver det sværere. Specielt i forhold til at få familie og gaster ud til os er der udfordringer. Og at sætte sig ind i reglerne i Caribien er svært. De ændrer sig eller retter sig mod flypassagerer. Ofte kræves der et antal tests, der alle koster omkring 100 Euro eller dollars, og det presser budgettet. Vi havde glædet os til at lande på Tobago, men det kan vi se vi helt må droppe. Godt der er andre fantastiske steder i Caribien at lande.

At vi så i skrivende stund skulle have en ekstra udfordring, da June brækkede sin arm, er en streg i regningen, som vi lige nu arbejder på at løse – men det må I høre om senere (ellers følg med i Facebook opslag). Indtil videre har vi nydt det frem til de Kanariske øer: De frisiske øer, Hollandske kanaler, de mange ankerbugter i Galicien, Porto og Lissabon, og nu de Kanariske øer.