Carlingford – Oban. Tidevand og Crinan-kanalen

Vi er i Oban i Skotland. Eller snarere på øen Kerrera, hvor Oban Marina ligger. Herfra kan man en gang i timen komme med en lille færge over til Oban. June er netop taget med færgen, når hun kommer tilbage har hun Liselotte, Luna og Frida med, som skal sejle med gennem den Kaledoniske kanal.

Vi er kommet til Oban som planlagt, altså tidsmæssigt. Ruten blev lidt anderledes end først planlagt, men det blev turen sådan set ikke dårligere af, selv om vi jo ikke ved hvad vi er gået glip af. En ting ved vi, nemlig at vi er meget begejstret for det vi allerede har oplevet. Og vejret har været fantastisk, bortset fra for lidt vind. På nuværende tidspunkt har vi brugt mere solcreme end vi brugte hele sidste år fra Lissabon til Carlingford.

I bølgegang i næsten ingen vind
Starten i Carlingford blev lidt påvirket af, at den gummibåd vi havde bestilt leveret til Carlingford Marina havde en fejl i aluminiumsskroget. Vi ankom fredag aften med planlagt afgang lørdag kl 12, tilpasset tidevand mm. Lørdag kom så til at gå med afklaring med firmaet der havde leveret gummibåden. Der var god service, men det tog bare tid. Endelig blev det besluttet, at vi skulle efterlade den i marinaen, og så ville de forsøge at levere en ny mandag til hvor vi nu ville være.

Det betød en forsinket afgang på 2 timer – det er jo i princippet ingenting, og vi ville stadig kunne gå ud i højvande og med strømmen ud af Carlingford Lough. 2 timer efter højvande flyder strømmen dog ret hurtigt, og da der samtidig stod en let brise ude fra det Irske hav stik imod strømmen, fik vi en temmelig hård vippetur på sidste del af turen ud i det Irske hav. Bølgerne var næsten et par meter høje og ret stejle, så Carpe Diem bare stod og bankede i dem, og nåede ikke altid op over næste bølge, men fik spidsen direkte ind i bølgen. Motoren arbejdede godt, men alligevel lå vi stille i vandet. Det gode var så, at strømmen alligevel bar os ud med 4 til 5 knob, så efter 10 minutter var det overstået og vi kom på flat vand.

Pga. vejrudsigten, der viste hård vind imod os næste dag – vel at mærke i medstrøm, så hvordan ville bølgerne blive? – valgte vi at sejle direkte til Bangor ved Belfast, hvilket betød natsejlads. Vinden var forsvundet helt, så det blev motorsejlads.

Heldigvis var det godt timet med strøm, så vi ankom allerede til Bangor ved 3 tiden om natten, hvor vi hurtigt fik en plads med besked om, at vi bare kunne gå i seng og så tage os af check-in næste morgen. Nu havde vi så en dag til at slappe af, se Bangor og planlægge den videre færd. Og selvfølgelig se Danmark spille VM kamp mod Kroatien.

Motoren igen igen
De 2 år vi indtil nu har været på vej hjem med Carpe Diem har hver haft sit tema når det kommer til motoren. Første år var temaet brændstoffets-vej-til-motoren, hvor vi måtte tage ophold i Lagos pga. problemer med injektionspumpen, sidste år var temaet kølevandets-vej-til-motoren, hvor vi måtte undvære motor på en vindstille Biscay pga. manglende kølevand, og i år skulle temaet åbenbart være smøring-og-motorolie.

Et tjek af motoren i Bangor afslørede at olieniveauet var faldet en del. Vi fik hurtigt fat i en mekaniker, der kom og tjekkede motoren af. Han kunne ikke umiddelbart finde noget der dryppede, så enten “spiste” motoren olie, eller den havde en lille lækage ned mod akslen ved gearkassen, hvilket han ikke kunne udelukke. Den gode nyhed var, at det ikke er alvorligt, så længe det blot er omkring en deciliter jeg skal hælde på for hver 6 til 8 timer, så vi ville godt kunne sejle videre. Den dårlige at det nok kræver at motoren kommer ud for at få det lavet. Det vil den skulle alligevel når vi kommer hjem. Mest irriterende er det nok, at jeg ikke helt kan stole på alt er godt, så det vil være en lille bekymring i baghovedet. Indtil videre har jeg dog vænnet mig til det.

Strøm- og vindforhold, kombineret med en motor vi helst ikke ville sejle for mange timer med ad gangen, gjorde at vi ændrede planer. Pilotbøger anbefaler at holde fast i den Irske kyst længst muligt op, inden der krydses over til Skotland. Der ville dog ingen problemer være i at krydse allerede fra Bangor, da det nu var vindstille igen, og turen for motor ville være mindre. Samtidig skulle vi ikke time det med strømforholdene oppe ved Rathlin Island, en ø vi så til gengæld ville gå glip af.

Så vi krydsede det Irske hav med det samme og sejlede til Campbeltown i Firth of Clyde. Vi ankom mens England spillede VM-kamp, så der var god stemning fra de mange Engelske sejlere i havnen. Vi fulgte med ved at lytte til jubelbrøl rundt omkring i de engelske både, og så kunne vi lige nå ind og streame målene, da streaming typisk er 1 til 2 minutter forsinket. England vandt efter straffesparkskonkurrence.

Crinan kanalen
At vælge at sejle op i Firth of Clyde betød også at vi skulle sejle gennem Crinan kanalen. Om morgenen i Campbeltown læste June på en gruppe for sejlere i Skotland, at der var problemer med vandforsyningen i Crinan kanalen, da det gode vejr betød mindre regn, og kanalen derfor var ved at løbe tør. Hvis de lukkede den ville vi skulle sejle 100 sm tilbage til vores oprindelige plan, og det ville være skidt for tidsplanen – vi har jo en båd vi helst skal have hjem på de 3 ugers ferie vi har til rådighed. Jeg ringede til Scottish Canals, der forsikrede mig om, at der ikke ville være problemer.

Lettet sejlede vi den skønne tur blandt skotske øer op til kanalen, og blev sluset ind i det hyggeligste basin som sidste båd den dag. På denne tur fik vi også sat hængekøjen op, det var nemlig endnu en dag for motor pga. vindstille.

Næste morgen var vi så klar til Crinan kanalen. Det blev en uforglemmelig tur af flere grunde. Det var utrolig smukt og hyggeligt at sejle i kanalen, det var meget charmerende med sluserne, og det var temmelig hårdt arbejde. I Crinan kanalen er sluserne manuelle, og man skal som sejler selv operere sluserne, enkelte gange dog med hjælp fra ansatte. Typisk går flere både gennem sammen, så man er nogle stykker til at hjælpes ad. Vi så også en russisk båd, der havde hyret 2 mand til at knokle i sluserne, det er der vist flere der gør, men det ville jo tage alt det sjove væk. Om det var bekymringer for at kanalen lukkede, eller om andre sejlere hellere sejlede den lange tur rundt i det gode vejr ved vi ikke, men vi kunne konstatere vi var eneste båd der skulle gå gennem fra Ardrishaig til Crinan (øst mod vest). Det betød vi ville blive alene om arbejdet i sluserne.

Specielt June knoklede oppe på land, mens Laura og jeg håndterede selve båden i sluserne. En sluse skulle typisk åbnes så vi kunne sejle ind hvorefter den skulle lukkes. Så skulle der åbnes lemme under vandet for at lukke vand ind eller ud, hvorefter slusen skulle åbnes så vi kunne sejle ud. Endelig skulle slusen lukkes igen. På billederne kan ses hvordan det ca. foregår, og der skulle virkelig lægges kræfter i. Der er 15 sluser i kanalen, hvor de 2 sidste ud mod Crinan er mekaniske og håndteres af ansatte. Da vi var på højeste punkt, 24 meter over havets overflade, ifølge en app jeg bruger på skiferierne, spiste vi frokost og nød de smukke omgivelser.

8 timer efter vi fik lov at gå i første sluse kom vi ud på den anden side, lige inden lukketid. Herefter var der 1 times sejlads op til Ardfern. Det var ikke lykkes at få leveret en ny gummibåd, så handlen måtte gå tilbage, og vi havde så fundet en ny i Ardfern, der kun ville være en lille omvej til Oban. Denne gang lykkedes det at få gummibåden. Det var vigtigt, for det ser ud til vi kan blive nødt til at ligge for anker eller ankerbøjer undervejs gennem den Kaledoniske kanal. Nu er vi klar til det, selv om det bliver uden påhængsmotor, men det går også.

Da vi kom ud af Crinan kanalen kunne vi konstatere at naturen bestemt ikke var blevet mindre smuk. Så i går fik vi endnu en smuk sejlads fra Ardfern til Oban, hvor Laura under besøg af delfiner blev trukket i gummibåden bag os. Desværre kom de aldrig helt tæt på. Vi har endnu ikke haft vejr til at sejle for sejl. Det håber vi kan laves om på snarest.